Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

(Stoller 1992: 159). Et af de mere antropologisk interessante kritikpunkter, filmens
manglende kontekstualisering af Hauka-ritualet, er dog ikke forstummet med tiden.
Stoller fremhæver, at filmen kun viser et begrænset aspekt ved Vestafrikas koloniale
historie, og at den ikke fortæller meget om, hvordan Hauka-ritualet er opstået, hvordan
det har udviklet sig efter Ghanas uafhængighed i 1957, eller hvad der sker med de
besatte medier, efter de vender hjem til Niger (ibid.: 156). Den beskedne grad af
kontekstualiserende information synes at være den væsentligste kritik af filmen.
Kritikken refererer til en overordnet problematik i forhold til den etnografiske film,
hvilket jeg vil behandle mere indgående i specialets næste kapitel. Først skal vi dog se
på den anden genre inden for den humanistiske, fænomenologisk-inspirerede tradition,
den såkaldte ’observational cinema’.
4.3. ’Observational cinema’
Mens Rouchs med sin intervenerende og deltagende filmstil er med til at give en stærk
sanselig repræsentation af subjekternes erfaringer, så forsøger ’observational cinema’ at
repræsentere erfaring gennem en mere distanceret og observerende tilgang.
’Observational cinema’ er en teori og metode, der blev udviklet i slutningen af
1960erne af underviseren Colin Young på University of California Los Angeles (UCLA)
i samarbejde med en lille gruppe studerende, herunder antropologparret David og Judith
MacDougall (Grimshaw 2001: 129). Navnets vægtning af observation kan umiddelbart
lede tankerne hen på positivismens stræben efter objektivitet, men genrens fortalere
prætenderer ikke, at filmene er usignerede, objektive værker (Henley n.d.: 8).
Tværtimod blev ’observational cinema’ udviklet som den etnografiske films
metodologiske pendant til den skrivende antropologs deltagerobservation.
Deltagerobservationen er således det metodologiske udgangspunkt – både for Rouchs
metode og for ’observational cinema’ – for at opnå den nødvendige indsigt, erfaring og
tillid. Forskellen mellem de to genrer ligger, som jeg ser det, i måden hvorpå de hver
især anvender den indsigt, erfaring og tillid, der opbygges via feltarbejdet. Hos Rouchs
bruges den primært til at intervenere og påvirke den filmede begivenhed (ofte i
samarbejde med de filmede subjekter), mens den i ’observational cinema’ bruges til at
gøre filmmageren i stand til med kameraet som instrument at foretage en informeret og
deltaljeret observation af dagligdagens sociale interaktion. Målet er herigennem, at den
47