Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

kan bruges til at levere den kontekstualiserende information, som er nødvendig for
forståelsen af filmens indhold.
Udover målet med at videreformidle filmskaberens egen erfaring af det oplevede,
ligger der efter min mening også en antagelse i ‘observational cinema’ om, at
etnografiske film derigennem kan repræsentere en del af de kropslige og ikke-verbale
aspekter ved subjekternes erfaring. ’Observational cinema’ handler derfor ikke kun om
at give publikum mulighed for at dele kameramandens erfaringer, men også om at give
mulighed for at dele subjekternes erfaringer. Denne erfaringsdeling med subjekterne
forsøger filmene at tilvejebringe ved at lade handlingen være båret frem af én eller to
hovedpersoner, som filmens seere kan identificere sig med. Et eksempel herpå finder vi
i Nanook of the North, hvor det er gennem inuitten Nanook, vi som seere får indsigt i og
forståelse for inuitternes sociale og kulturelle omgivelser. Det er gennem hans erfaringer
– med at gå på jagt, bygge igloer og forsørge sin familie – at vi oplever en del af,
hvordan det er at være inuit. Således beskrives Nanook og hans families adfærd ikke på
baggrund af abstrakte begreber som kultur og historie, men i stedet forsøger filmen at
tilvejebringe en kulturel forståelse med udgangspunkt i deres konkrete erfaringer. Dette
er netop, hvad den fænomenologiske antropologi er fortaler for.
4.3.1. David MacDougall – To Live With Herds
To af de mest anerkendte filmmagere, der gør brug af ’observational cinema’, er
antropologerne David og Judith MacDougall. Som elever hos Young på UCLA var de
med til at udvikle de metodologiske principper bag den nye filmstil (Henley 2001: 2),
og David MacDougall har desuden behandlet emnet indgående teoretisk (MacDougall
1975; 1982; 1994).
Mens de fleste af antropologparrets film betragtes som ’observational cinema’, fordi
de forsøger at videregive filmmagerens erfaring af begivenhederne gennem en detaljeret
og observerende kamerastil, så er det forskelligt, i hvor høj grad deres film kan siges at
være fænomenologiske. Som jeg ser det, er det David MacDougalls tidlige film, To Live
With Herds fra 1971, samt hans senere film som Tempus de Baristas fra 1993 og hans
Doon School-serie 20 fra 2000 til 2004, som har et stærkt fænomenologisk islæt, idet
disse film forsøger at give en indsigt i subjekternes ikke-verbale erfaringer. Derimod har
20 Serien indeholder filmene Doon School Chronicles (2000), With Morning Hearts (2001), Karam in
Jaipur (2001), The New Boys (2003) og The Age of Reason (2004).
49