Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

tråd hermed har jeg fremhævet, at film 1) kan tilvejebringe en sekundær rute til resten af
sanserne, 2) kan repræsentere den sociale virkeligheds fysiske objekter og sanselige
kontekster simultant, 3) kan skabe en præempatisk resonans mellem subjekternes og
seernes kroppe, og 4) kan forstærke den sanselige repræsentation ved brug af
nærbilleder. Disse potentialer er ikke ensbetydende med, at filmmediet umedieret
kan ’overføre’ subjekternes erfaringer til seeren, men de betyder, at den filmiske
repræsentation kan tilnærme seeren en kropslig oplevelse af, hvordan subjekterne
erfarer verden.
I specialets kapitel 3 argumenterede jeg for, at der i antropologiens kultur-begreb er
en tendens til at overdrive forskellighederne mellem de forskellige ’kulturer’ og til at
negligere de individuelle forskelligheder inden for den enkelte ’kultur’. Tendensen
forstærkes yderligere i den tekstlige repræsentation, idet sprogtegnenes arbitraritet og
tekstens begrænsede ’økonomi’ begunstiger kategorisering og abstraktion frem for
individuelle og partikulære beskrivelser. Resultatet er, at menneskene som fysiologiske
og individuelle væsener træder i baggrunden. Omvendt har jeg påpeget, at den filmiske
repræsentation pga. dens indeksikalitet og kropslighed kan bringe menneskene frem i
forreste række igen og vise subjekterne som individuelle personer med egne følelser,
motiver og bevæggrunde og derigennem modvirke kultur-begrebets homogeniseringer.
Videre er det blevet fremhævet, at filmmediet pga. dets potentiale til at repræsentere
subjekternes erfaringer kan appellere til noget universelt i den menneskelige natur. Da
den menneskelige erfaring går forud for enhver sprogliggørelse og konceptualisering,
betyder det, at erfaringen er både prækonceptuel og dermed prækulturel. Når vi som
seere til en etnografisk film oplever subjekternes fysiske gestik og mimik, oplever vi
med andre ord en række udtryk, som også er en del af vores egen måde at erfare verden
på. Derfor bliver betydningen af de kulturelle forskelle relativeret i forhold til
lighederne i den menneskelige udtryksform og erfaring.
I specialets kapitel 4 har jeg undersøgt forskellige genrer af etnografiske film og
argumenteret for, at den etnografiske films teori, metode og praksis har været domineret
af en positivistisk tilgang. Som modsætning hertil har jeg gennemgået Jean Rouchs
metodologi og David MacDougalls ’observational cinema’. Via en analyse af Les
Maitres Fous har jeg påpeget, at Rouch forsøger at transformere publikums syn og at
drage dem ind i den filmede begivenhed som aktive deltagere med det formål, at de kan
68