Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

observerende filmmager kan formidle en indsigt i de sociale, kulturelle og personlige
faktorer, som motiverer menneskenes sociale liv (Henley 2004a: 109).
Jeg betragter ’observational cinema’ som en fænomenologisk måde at lave
etnografisk film på, da det som hos Rouch er erfaringen – både filmskaberens erfaring
såvel som subjekternes erfaring – som er udgangspunkt. Metodens grundidé er, at
filmskaberen gennem kameraets linse skal forsøge at videreformidle sin egen erfaring af
den konkrete begivenhed så umedieret som muligt til seeren (Henley 2004a: 114). Målet
hermed er at give seeren en stor grad af frihed til at erfare, fortolke og udfordre de
fortolkninger, som filmskaberen har lavet gennem udvælgelsen af sit materiale.
‘Observational cinema’ handler med Youngs ord om at lave ”films which allow you to see for
yourself” (Young 1982: 7).
Rent metodisk har ’observational cinema’ en række grundprincipper, som skal sikre
den umedierede formidling af filmskaberens erfaring. Overordnet handler principperne
om, at man som filmmager forsøger at bevare de observerede begivenheders integritet i
produktionsprocessen ved at lade handlingen udfolde sig spontant foran kameraet frem
for at planlægge eller iscenesætte optagelserne (Henley 2004a: 114-115). Et af
principperne går på, at hvert skud skal have en varighed, der er lang nok til at indfange
hele den handling, som udspiller sig. Et andet princip fordrer, at man kun bruger ét
kamera ad gangen, idet ”the essential subjectivity of the person seeing the events being filmed was
necessary for the unity of the film” (Young citeret af Henley n.d.: 12). Dette indebærer, at
begivenheder skal optages fra et perspektiv, som ville være tilgængelig for enhver
normal menneskelig observant i enhver given situation. Skud fra usandsynlige vinkler
må derfor ikke anvendes, ligesom man heller ikke må lave optagelser fra mange
forskellige vinkler for efterfølgende at klippe dem sammen i redigeringen til et
privilegeret overblik, som ikke ville have været tilgængelig for nogen person tilstede 19
(Henley 2004a: 114). Et tredje kendetegn ved mange observerende film er endvidere, at
de indeholder interviews. Interviews er i sagens natur iscenesatte af filmmageren, og
derfor står deres anvendelse i skarp kontrast til idealet om at lade handlingen udfolde sig
spontant foran kameraet. Når interviewene alligevel anvendes, skyldes det bl.a., at de
19 Redigeringsprocessen betragtes generelt med mistro, idet man her har mulighed for at bryde det
oprindelige materiales integritet. Mange ’observational films’ gør derfor brug af en relativ begrænset
redigering af materialet, og MacDougall har i tråd hermed kaldt ’observational cinema’ for ”den
uprivilegerede kamerastil” (MacDougall 1982).
48