Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

epresentations, images, stories, statements and so on that in some way together produce a particular
version of events” (ibid.: 48). På den positive side kan diskursanalyser bruges til at
undersøge, hvordan magtrelationer opretholdes og udfordres gennem den måde, vi som
mennesker taler om, tænker på og tilskriver betydning til objekter i verden. Men på den
negative side frarøver diskursteorien mennesket dets individualitet og agens, idet
mennesket kun er i stand til at udtrykke sig igennem de allerede eksisterende diskurser.
Diskursteorien er derfor anti-humanistisk, da de ting, som en person kan sige eller
skrive, ikke kan ses som et udtryk for personens indre overbevisning eller holdning,
men i stedet som et produkt af de kulturelle diskurser, som er tilgængelige for denne
person (ibid.: 50).
På grund af kultur-begrebets uheldige implikationer har flere antropologer foreslået,
at vi helt dropper begrebet (Abu-Lughod 1991: 147; Wikan 1992: 476; Ingold 1993:
220; Eriksen 2001: 142). Dette indebærer, at vi, i stedet for at se kulturer som ensartede
grupper, skal fokusere på de modstridende og konkurrerende fortolkninger, der findes
inden for en gruppe, og at vi samtidig skal undersøge de indbyrdes forbindelser og
ligheder, der eksisterer mellem forskellige grupper (Abu-Lughod 1991: 148). Abu-
Lughod forslår samtidig, at vi ”skriver imod kultur” ved at tage udgangspunkt i det
partikulære frem for det generelle (ibid.: 149-150). Eriksen argumenterer videre, at vi
skal forsøge at fjerne ordet ’kultur’ fra vores daglige sprogbrug og indsætte andre
begreber i stedet (Eriksen 2001: 141-142).
Jeg er grundlæggende enig i de beskrevne kritikpunkter af kultur-begrebets brug
inden for antropologien, og jeg mener, at Abu-Lughods forslag om at skrive imod kultur
er et væsentlig skridt på vejen i forhold til at imødekomme kritikken. Hvad der
imidlertid springer mig i øjnene er, at stort set ingen af kritikerne stiller spørgsmål ved,
hvilken betydning selve repræsentationsmediet har for at skille os af med begrebet og
den antropologiske selvforståelse, der er knyttet dertil. I det følgende vil jeg forsøge at
råde bod på dette ved at undersøge filmmediets potentiale til at lave en tværkulturel
antropologisk repræsentation.
3.2. ’Transcultural cinema’ – filmmediets transkulturelle potentiale
Som fremhævet i kapitel 2 er den menneskelige erfaring ifølge fænomenologien både
prækonceptuel og prækulturel, idet erfaringen foregår gennem kroppen og derved går
30