Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

KAPITEL 4:
Genrer af fænomenologiske, etnografiske film
Hvis man kigger overordnet på den etnografiske films historie, mener jeg, at man groft
sagt kan udskille to hovedretninger. På den ene side har vi den positivistiske,
videnskabelige tradition og på den anden side den humanistiske, fænomenologisk-
inspirerede tradition. Førstnævnte bygger på en positivistisk antagelse om, at der findes
en form for videnskabelig sandhed, som filmmediet kan være med til at afdække pga.
dets realistiske og instrumentelle potentiale. Repræsentanter for denne tradition er
antropologer/filmskabere som Alfred Cort Haddon, George Bateson, Margaret Mead,
Tim Asch, Karl Heider og til dels Jay Ruby. Sidstnævnte tradition fremhæver derimod
filmmediets potentiale til at repræsentere erfaringer, og dens fortalere anser film som et
medie, der kan skabe tværkulturel forståelse og identifikation og derigennem appellere
til en fællesmenneskelig humanitet. Inden for denne tradition finder vi filmmagere som
Robert Flaherty, Robert Gardner, David MacDougall og Jean Rouch. Genremæssigt
tilhører Flaherty, Gardner og MacDougall primært den såkaldte ’observational cinema’,
mens Rouch skabte sin egen metode, bl.a. med begreberne ’cinéma vérité’, ’shared
anthropology’ og ’ciné-trance’.
I dette kapitel vil jeg redegøre for disse forskellige genre-varianter inden for den
humanistiske, fænomenologisk-inspirerede tradition, og jeg vil diskutere nogle af de
etnografiske film, der knytter sig hertil. Indledningsvis vil jeg dog først sammenfatte
hovedtrækkene i den positivistiske, videnskabelige tradition – en tradition, som har
spillet en væsentlig rolle for den etnografiske films historie, udvikling og
institutionalisering, og som både ’observational cinema’ og Rouchs film på flere fronter
er et opgør med.
4.1. Den positivistiske, videnskabelige tradition
Selvom filmmediet på forskellig vis har været brugt som en del af etnografisk research
og repræsentation siden slutningen af det 19. århundrede, var det først i løbet af
1960erne, at den visuelle antropologi og den etnografiske film blev institutionaliserede
felter (Crawford 1993: 35). På Harvard universitet blev ”The Film Study Center” med
Robert Gardner som direktør etableret, i Tyskland blev det strengt
37