Afhandling om etnografisk film - Esben Hansen

opleve den filmede begivenhed på et sanseligt, kropsligt og førsprogligt plan. Det er
blevet fremhævet, at det er Rouchs deltagende og intervenerende kamerastil, hans
messende og monotone voice-over, vekselvirkningerne mellem larm og stilhed, de
dragende og medrivende billeder og filmens konstante venden-på-hovedet af vores
konventionelle kategorier, som gør filmen til en stærk sanselig og non-verbal
repræsentation af Hauka-ritualet. Samtidig har jeg understreget, at Rouch gør brug
af ’ciné-trance’ som en filmisk metode, der bruges til at skabe en kropslig dialog
mellem filmskaber og subjekter, men som også kan fremkalde en stærk kropslig respons
hos filmens publikum. Endvidere er det blevet påpeget, at Rouch funderer kameraet i
den menneskelig krops afgrænsethed og derved ’humaniserer’ kameraet, så distancen
mellem kameramandens og publikums erfaringer minimeres.
I kapitels andel halvdel er den såkaldte ’observational cinema’ blevet undersøgt. Jeg
har her argumenteret for, at metoden bygger på at bevare de observerede
begivenhedernes integritet ved at lade handlingen udfolde sig spontant foran kameraet,
og at målet derigennem er at overføre filmskaberens erfaring så umedieret som muligt
til seeren, så han eller hun har mulighed for åbent at erfare, bearbejde og fortolke den
filmede begivenhed. Med David MacDougalls film, To Live With Herds og Tempus de
Baristas, som eksempler, har jeg fremhævet, at det rolige, nærværende, ydmyge og
detaljeopmærksomme kamera kan være med til at repræsentere fællestræk ved den
menneskelige humanitet. Samtidig har jeg argumenteret for, at filmene ved at lade
handlingen være båret frem af konkrete personer og deres dagligdag har et potentiale til
ikke alene at repræsentere filmskaberens erfaringer, men også at tilnærme publikum en
oplevelse af subjekternes erfaringer.
I specialets kapitel 5 er sprogets rolle i den fænomenologiske, etnografiske film
blevet undersøgt. Med udgangspunkt i Robert Gardners film Forest of Bliss har jeg
argumenteret for, at sproget ikke kan negligeres i den filmiske repræsentation. For det
første er sproget nødvendigt for at kunne give seeren den etnografiske kontekst for en
bredere forståelse af filmens indhold, og for det andet er det talte sprog en integreret del
af den sociale realitet, vi som mennesker lever i, og bør derfor også være en del af
enhver etnografisk repræsentation. Det er blevet påpeget, at den sproglige konteks-
tualisering enten kan finde sted ’uden om’ filmen i form af skriftligt ledsagemateriale
eller ’inde i’ filmen i form af tale eller tekster. Min personlige holdning er, at hvis den
69