Kapitel 1 - Flygtningenævnet
Kapitel 1 - Flygtningenævnet
Kapitel 1 - Flygtningenævnet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Kapitel</strong> 5 · Sager indbragt for internationale organisationer<br />
nisteriet fremkom med den 3. november 1999, var grundlag for at antage, at klageren<br />
var i risiko for dobbeltstraf. Spørgsmålet var herefter, om de iranske<br />
myndigheder havde eller ville få kendskab til klagerens dom. Domstolen fandt<br />
imidlertid, at risikoen herfor var meget begrænset, idet de danske myndigheder<br />
ikke oplyste noget om klagerens forbrydelser eller dommen til de iranske<br />
myndigheder, sammenholdt med at klageren selv frivilligt i begyndelsen af<br />
2000 tog kontakt til den iranske ambassade. På baggrund heraf fandt Domstolen<br />
ikke, at klageren ville være i en reel risiko for at blive udsat for en behandling<br />
i strid med konventionen, hvis han blev udvist til Iran. Domstolen fandt<br />
derfor ikke, at der forelå brud på konventionens artikel 2 eller 3.<br />
For så vidt angik dobbeltstraf i strid med artikel 4 i protokol nr. 7 bemærkede<br />
Domstolen, at denne bestemmelse ikke sikrede respekt for princippet om ne bis<br />
in idem (forbud mod straf for den samme forbrydelse to gange), hvor en person<br />
havde været eller ville blive retsforfulgt eller dømt af domstole i forskellige stater.<br />
Domstolen fandt derfor, at denne del af klagen var åbenbart grundløs, jf.<br />
artikel 35, § 3, hvorfor denne del af klagen blev afvist, jf. artikel 35, § 4.<br />
Domstolen fandt for så vidt angik klagepunkterne vedrørende straffesagen, at<br />
klagerens tilbageholdelse i hele perioden havde været berettiget, idet udsendelsesforanstaltninger<br />
løbende var i gang i hele perioden, samt at disse blev fremmet<br />
af de danske myndigheder uden unødigt ophold. Domstolen fandt derfor,<br />
at klagen var åbenbart grundløs med hensyn til brud på artikel 5, jf. artikel 35,<br />
§ 3. Denne del af klagen blev derfor afvist, jf. artikel 35, § 4.<br />
Domstolen fandt ikke, at iværksættelsen af en beslutning om tvangsudsendelse<br />
var at forstå som ”en afgørelse i en strid om en borgerlig rettighed eller en mod<br />
ham rettet anklage” i henhold til menneskerettighedskonventionens artikel 6,<br />
hvorfor denne del af klagen var uoverensstemmende med bestemmelserne i<br />
konventionen, jf. artikel 35, § 3. Denne del af klagen blev derfor afvist, jf. artikel<br />
35, § 4.<br />
Endelig fandt Domstolen, at spørgsmålet om menneskerettighedskonventionens<br />
artikel 8 om retten til familieliv skulle antages til realitetsbehandling.<br />
Ved dom af 11. juli 2002 fandt Domstolen, at en udsendelse af klageren til Iran<br />
ville udgøre et brud på menneskerettighedskonventionens artikel 8, idet klageren<br />
var gift med en dansk statsborger og på tidspunktet for beslutningen om<br />
udsendelse havde et barn, der ligeledes var dansk statsborger. Domstolen fandt<br />
ikke, at undtagelserne i artikel 8, § 2, var opfyldt. Domstolen fandt ud fra en<br />
samlet vurdering af blandt andet kriminaliteten, længden af klagerens ophold<br />
99
Change language