Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgerens nationalitet
blive indkaldt. I januar 2002 kom en albaner, som tidligere havde spurgt til prisen
for ansøgernes hus, hen til huset og begyndte at kigge på det. Den mandlige
ansøger løb efter albaneren, som løb ud af gården og ind i en sidegade. Han
spurgte albaneren, hvorfor han blev ved med at komme, når den mandlige ansøger
tidligere havde sagt, at han ikke ville sælge huset. Albaneren sagde, at
han tidligere havde tilbudt at købe huset, men at den mandlige ansøger nu
skulle afgive huset uden at få penge for det. Der opstod en diskussion, og på et
tidspunkt slog den mandlige ansøger albaneren to gange i hovedet. Albaneren
faldt og blev liggende. Herefter løb den mandlige ansøger hen til en café, idet
han var bange for at blive overfaldet af albanere eller taget af politiet. Han vidste
ikke, hvad der skete med albaneren. Flygtningenævnet lagde til grund, at
ansøgerne var etniske bosniakker, og at den mandlige ansøger var makedonsk
statsborger, mens den kvindelige ansøger var statsløs, idet hun havde fået afslag
på makedonsk statsborgerskab. Hun havde imidlertid opholdstilladelse,
der løbende var forlænget, blandt andet på grund sit ægteskab med den mandlige
ansøger. Begge var født og opvokset i Makedonien og havde altid boet der.
Begges forhold vurderedes derfor i forhold til Makedonien. I overensstemmelse
med ansøgernes forklaringer lagde nævnet til grund, at ansøgerne og deres
børn fra begyndelsen af 2001 og frem til deres respektive udrejser havde været
udsat for forskellig chikane fra de omkringboende, især albanere, på grund af
ansøgernes afstamning. Imidlertid havde chikanen, der mest havde været verbal,
ikke haft en sådan art og intensitet, at det havde haft karakter af asylbegrundende
forfølgelse. Et overfald på den mandlige ansøger i 1998, som denne
anmeldte til politiet, var en enkeltstående episode, der ikke kunne begrunde
asyl. At den mandlige ansøger i 2001 havde unddraget sig en genindkaldelse
kunne ikke begrunde asyl, allerede fordi der ingen egentlig indkaldelse var sket
og dermed heller ingen unddragelse. Men også selv om myndighederne skulle
vurdere det anderledes, var forholdet omfattet af den vedtagne amnestilov, således
at ansøgeren ikke risikerede straf. At den mandlige ansøger i januar 2002
slog en albansk mand ned kunne endelig ikke begrunde asyl, idet forholdet fra
albanerens side ”blot” var en forlængelse af den øvrige chikane, mens den
mandlige ansøgers forhold – i givet fald – måtte vurderes af myndighederne i
forhold til den gældende straffelovgivning. Sammenfattende fandt Flygtningenævnet
ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de eller deres børn ville risikere
forfølgelse eller tilsvarende overgreb, hvis de vendte tilbage til
Makedonien. BR11/203
Nævnet stadfæstede den 5. november 2002 Udlændingestyrelsens afgørelse
vedrørende et ægtepar fra Makedonien, født i 1969 (M) og 1974 (K), samt to
børn. Indrejst i oktober 2001. Ansøgerne var etniske makedonere og kristen
ortodokse af trosretning. En aften i marts 2001 forsøgte tre mænd at voldtage
251