Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
Ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 blev ordlyden af § 19, stk. 1, nr. 1, på ny ændret,
og det fremgår af bemærkningerne til loven, at det herved præciseres, at tidsbegrænsede
opholdstilladelser til udlændinge med konventions- eller beskyttelsesstatus,
jf. lovforslagets § 1, nr. 2, skal kunne inddrages, hvis forholdene,
der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at
udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Lovændringen finder alene
anvendelse i tilfælde, hvor udlændingen har indgivet ansøgning om asyl efter
lovens ikrafttræden den 1. juli 2002. Det er således den hidtidig gældende § 19,
stk. 1, nr. 1, der er anvendt i de sager vedrørende inddragelse eller nægtet forlængelse
af en opholdstilladelse, som nævnet har behandlet i 2002.
Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal administreres i overensstemmelse
med flygtningekonventionens artikel 1 C.
I flygtningekonventionens artikel 1 C anføres en række forhold, der kan føre til
en opholdstilladelses ophør, herunder i pkt. 5 og 6 at konventionen ikke finder
anvendelse på en flygtning, såfremt den pågældende ikke længere kan afslå at
søge det lands beskyttelse, i hvilket den pågældende har statsborgerret, fordi
de omstændigheder, ifølge hvilke han blev anerkendt som flygtning, er bortfaldet.
Det fremgår af UNHCR’s Handbook on Procedures and Criteria for Determining
Refugee Status pkt. 116-139, at ophørsbestemmelserne er udtømmende opregnet
og derfor bør fortolkes restriktivt, og at ingen andre grunde kan anføres analogt
som årsag til at tilbagekalde flygtningestatus. Endvidere fremgår det af pkt.
135-139, at det er en betingelse for inddragelse efter konventionens art. 1 C (5)
og (6), at der er fundet fundamentale forandringer sted i hjemlandet, som kan
formodes at fjerne grundlaget for frygten for forfølgelse.
I UNHCRs “Discussion Note on the Application of the “ceased circumstances” Cessation
Clauses in the 1951 Convention” fra den 20. maj 1991 blev det slået fast, at
anvendelsen af ophørsgrundene skal foregå restriktivt, idet der er behov for at
give flygtninge sikkerhed for, at deres status ikke vil være genstand for en konstant
bevågenhed i tilfælde af midlertidige forandringer i hjemlandet, som ikke
er af en fundamental karakter. De asylbegrundende omstændigheder vil normalt
være ophørt, når der har fundet fundamentale forandringer sted, som kan
siges at fjerne årsagen til flygtningens frygt for forfølgelse og tilvejebringe en
garanti for, at vedkommende vil være i sikkerhed ved en tilbagevenden til
hjemlandet. UNHCR anbefaler, at enhver beslutning om at tage flygtningestatusen
op til fornyet overvejelse, som er baseret på, at de asylbegrundende
omstændigheder er ophørt, kun bør træffes efter en omhyggelig og udtømmen-
108