Kapitel 1 - Flygtningenævnet
Kapitel 1 - Flygtningenævnet
Kapitel 1 - Flygtningenævnet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Kapitel</strong> 5 · Sager indbragt for internationale organisationer<br />
med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 eller 3 at tilbagesende<br />
den pågældende til Iran under de givne omstændigheder.<br />
På baggrund heraf afgav <strong>Flygtningenævnet</strong> en udtalelse, hvoraf blandt andet<br />
fremgik, at unddragelse fra militærtjeneste eller desertering normalt ikke ville<br />
kunne føre til anerkendelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og<br />
2. Asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne meddeles i situationer, hvor<br />
asylansøgeren påberåbte sig militære forhold som asylmotiv, når asylansøgeren<br />
var deserteret fra eller på anden måde havde unddraget sig militærtjeneste,<br />
og det kunne lægges til grund, at pågældende ved en tilbagevenden til hjemlandet<br />
ville risikere at blive sendt i aktiv krigstjeneste. Derudover ville pågældende<br />
kunne blive meddelt asyl, såfremt han risikerede en efter danske retstraditioner<br />
uforholdsmæssig streng straf. Asylansøgere fra Iran blev før våbenhvilen<br />
mellem Iran og Irak i sommeren 1988 efter Udlændingestyrelsens praksis<br />
meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Efter våbenhvilen<br />
i 1988 kunne Iran ikke længere betragtes som krigsførende land, hvorfor<br />
Udlændingestyrelsen ændrede sin praksis, således at personer, der risikerede<br />
indkaldelse, ikke blev meddelt opholdstilladelse. Denne praksis blev opretholdt<br />
af <strong>Flygtningenævnet</strong>. På denne baggrund havde <strong>Flygtningenævnet</strong>s flertal<br />
ved afgørelsen af 4. januar 2000 ikke fundet, at den pågældende grundet sin<br />
desertering fra militæret ved en tilbagevenden til Iran risikerede en efter danske<br />
retstraditioner uforholdsmæssig hård straf. Det fremgik videre af udtalelsen,<br />
at <strong>Flygtningenævnet</strong>s flertal den 4. januar 2000 havde fundet, at den pågældende<br />
ikke risikerede en yderligere straf for den kriminalitet, som han havde<br />
afsonet straf for i Danmark. <strong>Flygtningenævnet</strong> henviste i den forbindelse til det<br />
i præmisserne anførte herom.<br />
Den 28. juni 2001 afgav Domstolen en beslutning vedrørende sagens antagelse<br />
til realitetsbehandling. Domstolen bemærkede, at medlemsstaterne havde ret<br />
til at kontrollere udlændinges adgang til, ophold i og udsendelse af landet. Retten<br />
til asyl var ikke beskyttet i hverken menneskerettighedskonventionen eller<br />
dens protokoller. Men udsendelse af en udlænding, som havde opnået asyl, fra<br />
en medlemsstat kunne stride mod artikel 3, såfremt der var væsentlig grund til<br />
at antage, at personen ville være i en reel risiko for at blive udsat for tortur,<br />
inhuman eller nedværdigende behandling eller straf i det land, som personen<br />
blev udvist til. Den blotte mulighed for dårlig behandling var imidlertid ikke<br />
nok til, at der forelå et brud på artikel 3.<br />
Domstolen fandt ikke, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet var i risiko<br />
for en hård straf eller dødsstraf for at have deserteret fra militærtjeneste i<br />
1987. Domstolen fandt ikke, at der på baggrund af de oplysninger, Udenrigsmi-<br />
98
Change language