Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
udløbet i august 2001 og var herefter ikke blevet forlænget, jf. § 11, stk. 2.
Beskyttelsen mod inddragelse af opholdstilladelsen efter udlændingelovens §
11, stk. 3, jf. § 27, stk. 4, jf. stk. 1, var derfor ikke indtrådt. Udgangspunktet var
herefter, at klageren skulle udrejse af landet, medmindre udsendelsen måtte
antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk.
1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ved denne vurdering
afgørende vægt på, at klageren udrejste af hjemlandet i 1995 som 23-årig universitetsstuderende,
og således ikke udrejste som barn eller ganske ung. Klageren
havde fortsat et betydeligt familienetværk tilbage på sin hjemegn, idet klagerens
mor og tre gifte brødre boede på egnen. Efter de foreliggende oplysninger
havde klageren udfoldet betydelige bestræbelser på at blive integreret i
Danmark og havde opnået gode resultater heraf. Flygtningenævnets flertal
fandt imidlertid ikke, at dette forhold i sig selv kunne føre til, at en udsendelse
af klageren til hjemlandet måtte antages at virke særligt belastende. Ej heller det
forhold at klageren for cirka to måneder siden havde indgået ægteskab med en
herboende dansk statsborger, som han havde kendt i cirka to år, kunne efter
flertallets opfattelse føre til, at en udsendelse af klageren ville virke særligt belastende.
Flygtningenævnet flertal fandt herefter ikke, at nogen af de forhold,
som er angivet i udlændingelovens § 26, stk. 1, kunne antages at bevirke, at klagerens
opholdstilladelse burde forlænges. BR11/13
Nævnet stadfæstede den 30. maj 2002 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Forbundsrepublikken
Jugoslavien, født i 1966. Indrejst i juli 1997. I oktober 1998 blev klageren meddelt
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet
tiltrådte, at forholdene i Kosovo var ændret i en sådan grad, at grundlaget
for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet
fandt således ikke grundlag for at antage, at klageren ville være i risiko for asylbegrundende
forfølgelse ved tilbagevenden til Kosovo. Klagerens midlertidige
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, udløb i august 2001 og var
herefter ikke blevet forlænget, jf. § 11, stk. 2. Beskyttelsen mod inddragelse af
opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. § 27, stk. 4, jf. stk. 1,
var derfor ikke indtrådt. Udgangspunktet var derfor, at klageren skulle udrejse
af landet, medmindre udsendelse måtte antages at virke særlig belastende, jf.
udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1. Ved vurderingen heraf lagde nævnet
vægt på, at klageren var 31 år, da han ankom til Danmark første gang, at han
ikke endnu talte dansk, at han ikke havde opnået arbejde i Danmark, og at han
efter det oplyste havde nære familiemedlemmer i Kosovo. Under disse
omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at en udsendelse af klageren til
hjemlandet ville virke særlig belastende. Det forhold, at klageren efter det oplyste
havde konsulteret en psykiater i Danmark, og at hans hustru var højgravid,
117