Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
Som vejledende princip bør der ved ophør af flygtningestatus tilvejebringes en
varig løsning. Ophør bør ikke føre til, at folk befinder sig i et værtsland med en
uafklaret status. Ophør af flygtningestatus bør dog heller ikke nødvendigvis
føre til, at en person returneres til sit hjemland.
Flygtningenævnet har i 2002 i et antal sager vedrørende statsborgere fra Kosovo-provinsen
i Forbundsrepublikken Jugoslavien (nu Serbien-Montenegro),
Afghanistan og Irak taget stilling til, om forholdene i hjemlandet var ændret
således, at grundlaget for den meddelte opholdstilladelse efter § 7 ikke længere
var tilstede.
Udlændingestyrelsen fremsendte i januar 2002 de første prøvesager vedrørende
statsborgere fra Kosovo-provinsen, og nævnet traf den 21. marts 2002 de første
afgørelser i disse sager. Nævnet tiltrådte, at forholdene i Kosovo var ændret
således, at grundlaget for de meddelte tilladelser ikke længere var tilstede, jf.
nærmere herom nedenfor under pkt. 6.1.3.
Under hensyn til de ændrede forhold i Afghanistan efter Talebans fald i efteråret
2001 og den ændrede asylpraksis for så vidt angår asylansøgere fra den
myndighedskontrollerede del af Irak i foråret 2002 fremsendte Udlændingestyrelsen
i efteråret 2002 et antal prøvesager vedrørende disse to lande.
Nævnet fandt i disse tilfælde ikke, at betingelserne for at nægte at forlænge
opholdstilladelserne var tilstede.
6.1.1 Afghanistan
Den 11. november 2002 behandlede Flygtningenævnet to prøvesager vedrørende
afghanske statsborgere. I begge sager fandt nævnet, at de ændrede forhold i
Afghanistan ikke kunne anses for varige og stabile, hvorfor betingelserne for
nægtelse af forlængelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, ikke var
opfyldt.
Nævnet ophævede den 11. november 2002 Udlændingestyrelsens afgørelse
om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger
fra Afghanistan, født i 1980. Indrejst i juni 1997. I februar 1999 meddelte
Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §
7, stk. 2. Som asylmotiv havde klageren henvist til, at han frygtede Mujahedin
og Taleban. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at det var forholdene
på tidspunktet for afgørelsen, der var bestemmende. Ved fortolkningen af
udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skulle man medinddrage Flygtningekonventionens
artikel 1 C, især punkterne 5 og 6. Herefter skulle situationen i flygt-
110