Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgerens nationalitet
sket betydelige ændringer i forholdene i Kosovo for de etniske albaneres vedkommende,
efter at KFOR var rykket ind og en civil FN administration var
opbygget. Oplysningerne om den mandlige ansøgers tidligere konflikt med en
enkelt serber, og ansøgernes tidligere konflikter i det hele taget med serberne,
kunne derfor ikke begrunde, at ansøgerne meddeltes asyl efter udlændingelovens
§ 7, da ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke kunne antages
at være i risiko for forfølgelse. Hvis ansøgerne herefter skulle meddeles
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, måtte det kræve, at de inden
udrejsen af hjemlandet havde været udsat for så grusomme hændelser, at det
ikke kunne forlanges, at de vendte tilbage. Den mandlige ansøger havde forklaret
lidt divergerende og upræcist om, hvad han selv havde været udsat for af
overgreb. Ingen af de hændelser, han havde forklaret om, havde dog været af
en sådan karakter, at de kunne sidestilles med tortur eller overgreb af tilsvarende
alvor. Den kvindelige ansøger havde ikke været udsat for personlige overgreb.
Ansøgernes forklaringer om, i hvilken udstrækning de havde overværet
overgreb mod andre, havde også været noget divergerende og usikre. Flygtningenævnet
fandt imidlertid ikke at kunne lægge til grund, at ansøgernes oplevelser
i forbindelse hermed afveg fra, hvad en meget stor del af befolkningen
havde været vidne til i forbindelse med fordrivelsen af dem. Flygtningenævnet
fandt herefter ikke, at ansøgernes psykiske fremtræden under nævnsmødet og
subjektive frygt for en tilbagevenden var begrundet i alvorlige begivenheder,
som havde været så tæt på dem personligt, at de af den grund havde krav på
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Den fremlagte psykologerklæring
kunne ikke bevirke nogen ændret vurdering. Det blev bemærket, at
det lå uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til, om der kunne
meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. BR11/113
Nævnet meddelte den 16. maj 2002 opholdstilladelse (F-Status) til en kvindelig
statsborger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1974, samt et barn. Indrejst
i september 2000. Ansøgeren var serbisk muslim. I februar 1992 blev ansøgeren,
mens hun boede hos sine forældre, udsat for voldtægt begået af en eller
flere serbiske soldater, hvorunder hun besvimede. I juni 1992 blev ansøgerens
far afhentet af serbiske soldater, og ansøgeren havde ikke haft kontakt med
ham siden. Hun kendte ikke hans videre skæbne. I 1993 blev ansøgeren i Priboj
udsat for endnu et seksuelt overgreb fra den samme person, som havde udsat
hende herfor i 1992. I 1994 var ansøgeren indlagt på en neuropsykiatrisk afdeling.
Senere i 1994 rejste ansøgeren sammen med sin familie til Tyskland, hvor
de fik Duldung. Under opholdet i Tyskland benyttede ansøgeren sig af beroligende
medicin, ligesom hun modtog psykiatrisk behandling. I 1998 returnerede
ansøgeren, hendes ægtefælle og parrets barn til hjemlandet, idet de blev
tvunget hertil. Fra marts 1999 til september 2000 havde ansøgerens ægtefælle
194