Kapitel 1 - Flygtningenævnet
Kapitel 1 - Flygtningenævnet
Kapitel 1 - Flygtningenævnet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Kapitel</strong> 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgerens nationalitet<br />
sket betydelige ændringer i forholdene i Kosovo for de etniske albaneres vedkommende,<br />
efter at KFOR var rykket ind og en civil FN administration var<br />
opbygget. Oplysningerne om den mandlige ansøgers tidligere konflikt med en<br />
enkelt serber, og ansøgernes tidligere konflikter i det hele taget med serberne,<br />
kunne derfor ikke begrunde, at ansøgerne meddeltes asyl efter udlændingelovens<br />
§ 7, da ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke kunne antages<br />
at være i risiko for forfølgelse. Hvis ansøgerne herefter skulle meddeles<br />
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, måtte det kræve, at de inden<br />
udrejsen af hjemlandet havde været udsat for så grusomme hændelser, at det<br />
ikke kunne forlanges, at de vendte tilbage. Den mandlige ansøger havde forklaret<br />
lidt divergerende og upræcist om, hvad han selv havde været udsat for af<br />
overgreb. Ingen af de hændelser, han havde forklaret om, havde dog været af<br />
en sådan karakter, at de kunne sidestilles med tortur eller overgreb af tilsvarende<br />
alvor. Den kvindelige ansøger havde ikke været udsat for personlige overgreb.<br />
Ansøgernes forklaringer om, i hvilken udstrækning de havde overværet<br />
overgreb mod andre, havde også været noget divergerende og usikre. <strong>Flygtningenævnet</strong><br />
fandt imidlertid ikke at kunne lægge til grund, at ansøgernes oplevelser<br />
i forbindelse hermed afveg fra, hvad en meget stor del af befolkningen<br />
havde været vidne til i forbindelse med fordrivelsen af dem. <strong>Flygtningenævnet</strong><br />
fandt herefter ikke, at ansøgernes psykiske fremtræden under nævnsmødet og<br />
subjektive frygt for en tilbagevenden var begrundet i alvorlige begivenheder,<br />
som havde været så tæt på dem personligt, at de af den grund havde krav på<br />
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Den fremlagte psykologerklæring<br />
kunne ikke bevirke nogen ændret vurdering. Det blev bemærket, at<br />
det lå uden for <strong>Flygtningenævnet</strong>s kompetence at tage stilling til, om der kunne<br />
meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. BR11/113<br />
Nævnet meddelte den 16. maj 2002 opholdstilladelse (F-Status) til en kvindelig<br />
statsborger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1974, samt et barn. Indrejst<br />
i september 2000. Ansøgeren var serbisk muslim. I februar 1992 blev ansøgeren,<br />
mens hun boede hos sine forældre, udsat for voldtægt begået af en eller<br />
flere serbiske soldater, hvorunder hun besvimede. I juni 1992 blev ansøgerens<br />
far afhentet af serbiske soldater, og ansøgeren havde ikke haft kontakt med<br />
ham siden. Hun kendte ikke hans videre skæbne. I 1993 blev ansøgeren i Priboj<br />
udsat for endnu et seksuelt overgreb fra den samme person, som havde udsat<br />
hende herfor i 1992. I 1994 var ansøgeren indlagt på en neuropsykiatrisk afdeling.<br />
Senere i 1994 rejste ansøgeren sammen med sin familie til Tyskland, hvor<br />
de fik Duldung. Under opholdet i Tyskland benyttede ansøgeren sig af beroligende<br />
medicin, ligesom hun modtog psykiatrisk behandling. I 1998 returnerede<br />
ansøgeren, hendes ægtefælle og parrets barn til hjemlandet, idet de blev<br />
tvunget hertil. Fra marts 1999 til september 2000 havde ansøgerens ægtefælle<br />
194