Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgerens nationalitet
barn. Indrejst i september 2000. Ansøgerne var muslimer af trosretning. Flygtningenævnet
lagde til grund, at den mandlige ansøger havde været krigsfange
hos serberne fra juni til 18. december 1992 og derunder havde været udsat for
en særdeles hårdhændet behandling fra serbernes side. Ansøgeren forklarede
blandt andet, at han havde været udsat for seksuelle overgreb. Da ansøgeren
blev skudt af en serbisk soldat, blev ansøgeren indlagt på et hospital, hvor han
gentagne gange blev udsat for vold, indtil han i december 1992 blev overført til
Kroatien af Røde Kors. Fra 1993-1996 opholdt ansøgeren sig i Tyskland. I 1996
vendte ansøgeren tilbage til hjemlandet, hvor han stiftede familie og bosatte sig
sammen med den kvindelige ansøger i et serbisk hus i Zenica, som de blev
tvunget til at forlade i 2000, da ejeren af boligen forlangte den tilbage. Selvom
det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Republik Srpska, fandt et
flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at den mandlige ansøger kunne
henvises til at tage ophold i Føderationen, hvor han havde boet fra 1996 til
udrejsen. Flygtningenævnets flertal fandt ikke, at opholdet i fangelejren, der
fandt sted i sidste halvdel af 1992, kunne begrunde, at ansøgeren skulle have
meddelt asyl. Flygtningenævnets flertal lagde vægt på det lange tidsrum, der
var gået, at ansøgeren, efter at have opholdt sig i Tyskland til 1996, vendte tilbage
til Bosnien, hvor han stiftede familie samt på, at den umiddelbare anledning
til ansøgerens udrejse var, at ansøgeren skulle fraflytte sin lejlighed. Flygtningenævnets
flertal fandt ikke, at den af ansøgeren påberåbte subjektive frygt
var af en sådan karakter, at der som følge heraf var grundlag for at meddele
ham asyl. Den kvindelige ansøger havde ikke noget selvstændigt asylmotiv.
BR11/84
Nævnet stadfæstede den 30. maj 2002 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født i 1974. Indrejst i
august 2000. Fra 1992 frem til 1996 gjorde ansøgeren tjeneste i den bosniske
hær. I 1996 blev ansøgeren beskyldt og fængslet for ulovligt våbensalg. Han
havde erkendt dette forhold. I 1997 blev han endvidere sigtet for røveri. Ansøgeren
nægtede sig skyldig i dette. I 1997 blev han og hans familie truet på livet
af en serbisk politibetjent. Ansøgeren blev af denne serber tilbageholdt i to
timer og udsat for fysiske overgreb. I 1998-1999 blev han indkaldt til retsmøder
vedrørende våbensalget og røveriet. Ansøgeren forklarede, at politiet ikke havde
efterforsket sagen, og at den derfor var vanskelig at føre for hans advokat.
Han var blevet oplyst, at han måtte forvente en straf på fire-fem års fængsel.
Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde gjort tjeneste i den bosniske
hær i 1992-1996, hvor han afsluttede militærtjenesten med rang af løjtnant.
Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens oplevelser under krigen kunne
begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren under
sagen i betydelig grad havde udbygget sin forklaring om sit asylmotiv. Han
175