Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgerens nationalitet
forbindelse havde indsamlet lig ved fronten. Nævnet lagde endvidere til grund,
at den mandlige ansøger efter krigen var udsat for trusler og chikane - herunder
i forbindelse med sit arbejde - og blev udspurgt om, hvor han havde begravet
de enkeltes familiemedlemmer. Den mandlige ansøger havde angivet, at han
tillige blev udsat for fysisk vold, men havde ikke kunnet konkretisere dette
nærmere. Ved vurderingen af den mandlige ansøgers situation lagde nævnet
vægt på, at de påberåbte forhold fandt sted i foråret 1999. Nævnet fandt endvidere,
at ansøgerens tvangsarbejde ikke havde medført, at han kunne anses for
særligt profileret, ligesom nævnet fandt, at de forhold, ansøgeren var udsat for
efter krigen, ikke efter deres karakter kunne anses for asylbegrundende. Det
blev bemærket, at den mandlige ansøgers politiske aktiviteter måtte anses for
at have været af begrænset og underordnet karakter. Flygtningenævnet fandt
ikke, at de episoder den kvindelige ansøger forklarede om - herunder episoderne
i forbindelse med henholdsvis en familiefest, et markedsbesøg og et kidnapningsforsøg
- var af en sådan karakter, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende
forfølgelse. Samlet fandt nævnet, at det ikke kunne antages, at ansøgerne
ved en tilbagevenden til Kosovo-provinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien
risikerede en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7.
Nævnet fandt ikke, at de generelle forhold for etniske bosniakkere i sig selv
kunne begrunde opholdstilladelse. Det fremgik af en lægeerklæring, at den
mandlige ansøger havde fået PTSD. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at
den af ansøgeren påberåbte subjektive frygt var begrundet i sådanne forhold,
at det kunne begrunde asyl. Som følge af det anførte fandt nævnet ikke grundlag
for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af yderligere lægeerklæringer.
BR11/116
Flygtningenævnet stadfæstede den 26. september 2002 Udlændingestyrelsens
afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Forbundsrepublikken
Jugoslavien, begge født i 1964, samt to børn. Begge ansøgere var etniske goraniere.
Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne
kom fra Prizren i Kosovo. Ansøgerne havde ikke været medlem af politiske
partier eller været politisk aktive. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne
havde været udsat for telefoniske trusler og chikane forud for udrejsen i
sommeren 1999. De havde ikke været udsat for konkrete fysiske overgreb, heller
ikke i forbindelse med den mandlige ansøgers arbejde som postbud. De
udrejste af Kosovo uden at lide overlast. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold,
ansøgerne var udsat for forud for udrejsen af Kosovo, havde været af en
sådan intensitet og omfang, at der var tale om en asylbegrundende forfølgelse.
Ansøgerne tog efter udrejsen fra Kosovo ophold i Serbien, hvor den kvindelige
ansøger havde familie, indtil udrejsen til Danmark i august 2001. Ansøgerne fik
under opholdet udstedt ægte nationalitetspas uden problemer. Ansøgerne hav-
196