Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
en person omfattet af flygtningekonventionens udelukkelsesgrunde ikke for en
flygtning i konventionens forstand, og vil således ikke kunne opnå asyl i Danmark
uanset den pågældendes forhold i øvrigt. Efter praksis har flygtningekonventionens
udelukkelsesgrunde endvidere medført, at udlændinge, der ellers
ville kunne blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, meddeles
afslag på asyl. Ændringen af udlændingelovens § 10, stk. 1, viderefører denne
praksis og udbyggede udelukkelsesgrundenes anvendelsesområde, idet det
ved ændringen udtrykkeligt blev fastslået, at flygtningekonventionens udelukkelsesgrunde
gælder undtagelsesfrit for alle flygtninge.
Af udlændingelovens § 10, stk. 2, fremgår, at en udlænding uden for de i stk. 1
nævnte tilfælde ikke kan meddeles opholdstilladelse efter §§ 6 – 9 e, medmindre
særlige grunde taler derfor.
Bestemmelsen i § 10, stk. 2, svarer til den tidligere § 10, stk. 1, dog er der indføjet
en ny stk. 2, nr. 2, hvorefter en udlænding ikke, medmindre særlige grunde
taler derfor, kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 e,
hvis der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har
begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning ved dom efter
udlændingelovens §§ 22-24. Der er med bestemmelsen hjemmel til, at en
udlænding, der har begået et forhold i udlandet af den nævnte karakter, ikke
nødvendigvis skal være dømt for det pågældende forhold, for at det kan
begrunde udelukkelse fra at opnå opholdstilladelse. Det er i dette tilfælde tilstrækkeligt
for at udelukke meddelelse af opholdstilladelse, at der er alvorlig
grund til at antage, at udlændingen har begået det pågældende forhold. Denne
bestemmelse har selvstændig betydning i forhold til udlændingelovens § 10,
stk. 1, nr. 3, i det omfang den pågældende forbrydelse ikke er af en sådan karakter,
at der er anledning til at bringe flygtningekonventionens artikel 1 F i brug.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1, medfører, at der ikke, medmindre
særlige grunde taler derfor, meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens
§§ 6-9 e, hvis udlændingen uden for landet er dømt for et forhold,
som kunne medføre udvisning ved dom efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller
24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet.
Af § 10, stk. 2, nr. 3, fremgår, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter
udlændingelovens §§ 6-9 e, medmindre særlige grunde taler derfor, hvis der
uden for de i § 10, stk. 1, nævnte tilfælde i øvrigt foreligger omstændigheder,
som kunne medføre udvisning efter reglerne i udlændingelovens kapitel 4.
Bestemmelsen er subsidiær i forhold til den ændrede § 10, stk. 1.
73