Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
fandtes ikke på det foreliggende grundlag at kunne føre til noget andet resultat.
Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at nogen af de forhold, som var angivet i
udlændingelovens § 26, stk. 1, burde føre til, at klagerens opholdstilladelse blev
forlænget. BR11/14
Nævnet stadfæstede den 6. juni 2002 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1976,
og afslog at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, jf. § 11,
stk. 2, jf. § 19, stk. 1, 1. pkt. Indrejst i juni 1997. Klageren blev i 1998 meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets
medlemmer tiltrådte Udlændingestyrelsens vurdering af, at forholdene
i Kosovo var ændret således, at grundlaget for opholdstilladelse ikke længere
var til stede. Opholdstilladelsen kunne således inddrages efter udlændingelovens
§ 19, stk. 1. Udgangspunktet var herefter, at klageren skulle udrejse af
landet, medmindre udsendelsen måtte antages at være særligt belastende, jf.
udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1. Klageren var født og opvokset i
Kosovo, hvor hans mor og søskende fortsat boede, ligesom også hans ægtefælle
fortsat var bosat i Kosovo. Klageren havde ingen nære familiemedlemmer her
i landet. Klagerens helbredstilstand var god, og der gjorde sig ikke særlige personlige
forhold gældende. Uanset at klageren under sit ophold i Danmark
siden 1997 havde lært sig dansk og skaffet sig arbejde og bolig, fandt flertallet
af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at dette var tilstrækkeligt til at statuere,
at en udsendelse af klageren ville være så belastende, at inddragelse af klagerens
opholdstilladelse skulle undlades. BR11/15
Nævnet forlængede den 13. juni 2002 opholdstilladelsen til en mandlig statsborger
fra Kosovo-provinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1969.
Indrejst i august 1998. Klageren blev i december 1998 meddelt opholdstilladelse
i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltrådte, at forholdene
i Kosovo var ændret således, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse
ikke længere var til stede. Opholdstilladelsen kunne således inddrages efter
udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Klageren fik opholdstilladelse i december
1998. Beskyttelsen mod inddragelse af opholdstilladelsen efter udlændingelovens
§ 11, stk. 3, jf. udlændingelovens § 27, stk. 4, jf. stk. 1, er således ikke indtrådt.
Udgangspunktet var herefter, at klageren skulle udrejse af landet, medmindre
udsendelse måtte antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens
§ 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde
ved denne vurdering afgørende vægt på, at klageren allerede i hjemlandet
flere år tidligere havde haft psykiske problemer, og at hans integration i det
danske samfund kunne være blevet hæmmet af, at han først sent var blevet sat
i rehabiliterende behandling, og at han nu syntes at have profiteret heraf.
118