Læs hele rapporten som pdf-fil. - Naturrådet

ingen skal der i højere grad indarbejdes miljøh
e n syn i CAP. Når det har fået en fo r h o l d s v i s
fremtrædende plads i diskussionen, hænger det
først og fremmest sammen med, at de nuværende
regler indenfor WTO ikke tillader EU at
fortsætte med så høj en støtte til landbrugsprod
u ktionen, samt at en kommende optagelse af østeuropæiske
lande i EU vil gøre den eksisterende
landbrugsstøttepolitik ekstremt dyr. Disse problemer
kan til dels løses ved, at dele af landbrugsstøtten
i stedet udbetales som støtte til milj
ø fo r b e d r i n ger. Men formålet er næppe miljø,
snarere at sikre landbruget den nuværende økonomiske
støtte uden at løbe ind i de ovennævnte
problemer.
Man skal være varsom med indenfor miljøsektoren
at tro, at fordi der “ligger en stor pose
penge” i DGVI, som vi gerne vil have fingre i, og
fordi det ærgrer os, at landbruget i Danmark af historiske
grunde ejer 2/3 af landet, og vi godt vil
have en del af dette areal til vor natur, så kan flersidighed
og sektorintegration løse opgaven at
skabe en bæredygtig og robust natur i Danmark.
Hvis man læner sig op af sektorintegration alene
som virkemidlet til at skabe mere natur i landskabet,
så kommer naturen kun med som det
tynde øl.
Miljøsektorens rolle
Der findes næppe ét eksempel på, at en af de
økonomiske sektorer selv har identificeret og
integreret miljømål. Der er brug for et ideologisk
og politisk “lokomotiv” til at trække denne proces
i gennem. Det er kun miljøsektoren, der kan
u d fylde den rolle at identificere problemerne,
analysere egnede løsninger, definere mål og virkemidler
og presse på for, at disse bliver indarbejdet
i de øvrige sektorers aktiviteter.
Det betyder ikke, at den enkelte borger eller
lodsejer ikke skal tage initiativ og påtage sig
a n s var. Tværtimod. På naturbeskyt t e l s e s o m r ådet
kunne man forestille sig en skitse for samarbejde
mellem myndigheder, sektorer og individ
gående på, at det er myndighedernes ansvar at fo rmulere
rammerne og indsatsen for en makrostruktur
i naturen og landskabet. Der er allerede
DEN AKTUELLE NATURINDSATS / TORBEN KLEIN
defineret en makrostruktur i landskabet, som
består af Habitatdirekt ivets krav om udpegning af
habitatområder, fuglebeskyttelsesområder, alle
vore andre beskyttede områder og med de spredningskorridorer,
der skal etableres her imellem.
Den må ud fra landskabsøkologiske betragtninge r
u d b y g ges med ressourceområder og spredningskorridorer
for arter og biotoper.
Inden for disse rammer ligger det man kunne
kalde landskabets mikrostrukturer, enge, moser,
vandhuller, skove o.s.v., der fylder makrostrukturen
ud. Selv om der hos mange naturfo r va l t e r e
er en lidt aparte trang til, at naturen skal designes
på skrivebordet, ville det måske skabe en større
variation, bedre lokal tilpasning og i det hele et
bedre resultat, hvis der blev skabt økonomiske
rammer for, at borgere og lodsejere selv kunne
udfylde mikrostrukturen.
Husk på, at meget af den natur som vi i dag
begræder er forsvundet, f.eks. engene, er skabt i
30’erne og 40’erne ved en drift, der alene havde
det formål at sikre produkt ivkræfter til dansk
landbrug. Engene var nødvendige til græsning fo r
hestene. Det kom der, som en behagelig sidegevinst,
værdifulde levesteder for dyr og planter ud
af. Det kunne jo godt være, at der tilsva r e n d e
kunne komme noget ud af en privatisering af
i n i t i a t ivet på mikrostrukturplan, som positiv t
kunne overstige selv biologers fantasier.
Alle gode kræfter må inddrages, hvis udviklingen
for vore truede arter skal vendes, og der
skal sikres tilstrækkeligt store naturarealer til, at
vi kan anse den danske natur for at være robust.
Det var en kolossal samfundsindsats, og det kostede
enorme ressourcer at skabe den miserable
situation, dansk natur befinder sig i i dag. Det vil
koste mindst lige så meget at vende skuden. Med
de ressourcer, der stilles til rådighed for dansk
naturforvaltning i dag, vil der blive tale om et
meget langt og sejt træk.
45