duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

gjaldt det om at være usynlig for Christian Juul - skolens pedel - som vi
egentlig alle godt kunne lide, men hvor kunne han skælde ud.
Under krigen blev min klasse undervist af Inger Margrethe Ottosen
(klasselærer), Thomas Madsen, Ejnar Olesen, Niels Christensen, Peder
Jensen, Inger Oxenvad (siden fru Futtrup), Marianne Schlesinger, Hans
Munk Futtrup; inspektør Dirk Dirks og rektor Bernhard Hansen. Først
som voksen gik det rigtigt op for mig, hvad hver enkelt lærer har ydet for os
børn i så vanskelig en tid.
Det var at trække den store gevinst at få frk.Ottosen til klasselærer. Ikke
nok at hun underviste i mine yndlingsfag dansk, engelsk og sang - og at hun
var umådelig inspirerende - nej, hun var også smuk og velklædt - det gik vi
piger meget op i - og hun var sød og retfærdig.
Vi havde to timers håndgerning om ugen hos frøken Schlesinger. Hun
boede på Hafendamm sammen med en bror, der havde været kaptajn. Hun
var lidt gammeldags, lidt døv og let nervØs, og vi halvstore piger var næppe
alt for søde, når hun prøvede at lære os at strikke sokker, sy og brodere.
Men vi kunne få hende til at fortælle om broderens oplevelser ude i den
store verden - og , at læse for os "af den store bog". Sidstnævnte var en lille
bitte gammel bog med vidunderlige fortællinger.
To gange lykkedes det for os at få frøken Schlesinger til at tage to
skildpadder med, som vi gennem hendes fortællinger vidste, broderen
havde medbragt fra en rejse. Det var spændende at iagttage disse to
særegne dyr i klasseværelset, alt imens vi strikkede eller syede ivrigt. Det
var vor klasses lille hemmelighed med frøken Schlesinger.
Rektor Bernhard Hansen kunne virke meget alvorlig og streng - men
pludselig fik man et helt personligt smil, som kunne lyse op en hel dag. Han
var streng, når det gjaldt skolens ære. Vi blev stolte Duborg-elever, blev
vort ansvar bevidst.
Også min far kunne sige "Du er en Duborg-elev, så ved du vel, hvordan
du har at opføre dig". Det lyder nok underligt i dag, men dengang var det
sådan. Og os gav det rygrad. Det tyske folks storhed og vanvid ragede ikke
os, vi var danske elever og stolte af det. Bernhard Hansen kendte hver
enkelt familie og dens problemer. Det var ham, der sørgede for, at vi fik en
solid skolefrokost hver dag. Vi fik levertran, æbler, gulerødder. Engang
kom rektor fra Danmark med en masse forskellige bolsjer. Hver elev fik en
stor pose. Sikke en dag! Hans tanker må ustandselig have været hos os
børn. Få dage før vor konfirmation fik alle klassens piger en ny kjole. Vi
måtte vælge mellem en ternet og en brun meget flot kjole. Hvor kom de fra?
Bernhard Hansen var kørt til Daells Varehus i København. Vi var lykkelige.
Sådan var Bernhard Hansen.
58