duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

jeg, men ikke med mit spejdertørklæde på. Jeg fjernede det fra min hals og
bad en af gutterne holde det imens. Han tog beredvilligt mit tørklæde og
holdt det - syntes jeg- ret ærbødigt i hånden. - Nu må I gerne komme, men
een ad gangen, sagde jeg. Til min store overraskelse gik de ind på mit
forslag. Efter en kort rådslagning meldte en stor kleppert sig til tvekampen.
Det tog ikke lang tid at gennemtæve ham. Så trådte den næste frem. Han fik
samme medfart. Hidtil havde resten forholdt sig artigt afventende. Men da
sejren udeblev, tog djævelen dem. Med kampråbet: "Jetzt wird abgerechnet"
(Nu slår regnskabets time) faldt de over mig, og jeg skal love for, at de
gjorde det grundigt. De blev heldigvis forstyrret i deres "heltemodige kamp
for fædrelandet" af nogle passanter, som vovede at blande sig i slagsmålet.
Det var min sidste redning. Gutterne stak af, undtagen en, som rakte mig
mit tørklæde. - "I tyskere er en samling kujoner", fik jeg gurglet frem
gennem næseblodet. Jamen, han havde da ikke deltaget islagtegildet,
sagde han høfligt. Han havde jo holdt mit spejdertørklæde, og det slås man
da ikke med.
Der fulgte flere af den slags gadekampe, og de endte som regel med, at
jeg kom humpende hjem i læderet tilstand. Kløene tog man gerne med i
købet, når man vidste, hvilke glæder og spændende oplevelser man havde
som spejder. Vi holdt regelmæssigt møder, tog duelighedstegn, deltog i
terrænløb i korte bukser, endda i bidende vinterkulde, og nød lejrlivets
glæder. Vi lå i telt på Daniel Petersens gods Vesterholt og hyggede os ved
lejrbålet om aftenen. Vi har haft ubeskrivelige oplevelser, og vi blev smedet
sammen i disse uforglemmelige timer, hvor vi glemte krigens gru. En del af
vore lærere var engageret i spejderarbejdet, og dem var vi dus med i
spejderkorpset.. Vi måtte blot huske at skifte tiltaleform dagen efter, når vi
sad på skolebænken. Det holdt lærerne strengt på. Og det syntes vi var helt i
sin orden.
Min næstældste bror Erich, årgang 1919, blev indkaldt ved krigens begyndelse.
Han var medlem af den danske ungdomsforening og roklub i
Flensborg og ivrig spejder. Hans vennekreds bestod af danske, der ligesom
han selv havde gået på Duborg-Skolen. Især kom han meget sammen med
Hans Wingender, Heinz Homann og Hans Clausen. De mødtes i deres
fritid og var nærmest uadskillelige, indtil krigen rev firkløveret fra hinanden.
Den glade, sorgløse ungdomstid sluttede brat for deres vedkommende,
da indkaldelsesordren kom. Kun en af dem vendte tilbage efter
krigen. Det var Heinz Homann, som markerede sig stærkt i mindretalsarbejdet.
I begyndelsen af 1945 blev de ældre Duborg-elever bedt om at hjælpe
med ombæring af "Flensborg Avis". Jeg meldte mig sammen med en halv
48