duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

snes andre elever. Vi fik besked om at stille efter skoletid på avistrykkeriet.
Med en stak friske aviser under armen gik vi ud i byens forskellige kvarterer.
Jeg havde fået tildelt bykvarteret omkring Diakonisse-stiftelsen (sygehuset).
I disse sidste krigsmåneder kom jeg daglig sent hjem efter ombæringen.
Klokken blev 16 eller mere, alt eftersom man på trykkeriet
kunne gøre avisen klar til tiden. Der var mange problemer, som vi elever fik
et godt indblik i på bladhuset. Foruden tekniske uheld med rotationspressen
opstod der ofte forsyningsproblemer med avispapiret, der indtraf
sent eller udeblev helt. Jeg husker, hvordan de ansatte på bladhuset for
rundt i en evig stresssituation. Imponerende var det, at det trods de mange
problemer, som den tekniske stab dagligt måtte kæmpe med, lykkedes at få
avisen på gaden - omend det ofte skete med store forsinkelser.
Under min daglige ombæring lærte jeg mange mennesker at kende. De
fleste modtog mig venligt, og deres smil og opmuntrende ord var et lyspunkt
midt i den mørke tid. De fleste avisabonnenter var dansksindede,
enkelte sympatiserede med det danske. På sygehuset afleverede jeg hver
dag 2 eksemplarer og blev her altid hilst med overstrømmende venlighed af
diakonisserne.
I oktober 1944 blev min bror Erich meldt savnet i Rumænien. Hans
kompagnichef meddelte i lapidarstil, at Erich under kampene i frontafsnittet
ikke var vendt tilbage til sin enhed. Under kurertjeneste på motorcykel
var han kommet ind i fjendtlig spærreild. Mine forældre havde i nogen tid
næret frygt for et sådant budskab. De havde ikke hørt fra ham i længere tid.
Erich var en flittig brevskriver. Det knugende budskab gav hjemmet en
fremmed atmosfære. Det tog især hårdt på far, som blev fåmælt og grublende.
Vi så ham sidde i sin stol og stirre frem for sig med tårer i øjnene.
Aldrig før havde vi set ham så sønderknust. Det smertede at se ham
sammensunket, og vi følte os forfærdelig hjælpeløse.
Uvisheden omkring Erichs skæbne tærede stærkt på mine forældre, men
de opgav ikke håbet om at få et livstegn fra ham, selvom det først ville ske
efter krigen. Man havde jo oplevet mange eksempler på, at krigsfanger
endda lang tid efter 1. verdenskrigs afslutning var vendt hjem. Men som
tiden gik, svandt håbet. Længe efter krigens afslutning, da det blev meddelt,
at de sidste krigsfanger fra russiske fangelejre var blevet hjemsendt,
måtte mine forældre se sandheden i øjnene og bøje sig for skæbnens
ubønhørlige diktat.
Erichs mange breve blev gemt, også udklippene af hans soldaterbreve,
som han under pseudonymet "Jerrik" havde offentliggjort i Flensborg Avis.
Uddrag af: Drengen fra NØrregade. Fra bogen: Barn og ung i Sydslesvig 1900-1982.
Udgivet af: Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig 1986
4 Duborg-Skole-elcver 49