duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

SIDSTE KRIGSNAT 1945?
Vejen ligger åben, forårsnatten
glimter som granit i stjerners skær.
Lysstrejf i det fjerne - krigens kornmod
ebber ud i stilhed, dyb og nær.
Angstfuld venten. Bringer morgendagen
større afsavn, smerte og fortræd,
nye lidelser og katastrofer?
Eller bringer den os håb om fred?
Dette øjeblik er tømt for handling.
Verden lytter som så ofte før.
Skjuler denne nat en smule lykke,
som vil finde vej til hjertets dør?
ET FORÅR VAR PÅ VEJ
Livet væves ind i illusioner,
bæres frem af blændværk, selvbedrag.
Spørgsmål, som forbliver ubesvaret,
stiller vi hinanden nat og dag.
Skønt vi knuges ned af angstens mørke,
der har overvintret i vort sind,
brænder dybest nede dog en længsel
efter glemsel, som gør tryg og blind.
Hvad kan skærme os i nat mod farer,
natten, som er dyb og evig lang?
Vi har intet svar, vi har kun håbet
om at se den næste solopgang.
Et forår var på vej med gråd og smil.
Men i dets fodspor fulgte mørkets ånder.
Vi så det ske den niende april:
Vort land besat af magtens grå kolonner.
Et folk blev vækket af kommandoråb
og støvletramp i gryets første timer.
Et forår var på vej med fremtidshåb.
Men de blev knust af fly, som kom i stimer.
Hvad hjalp det med en ikke-angrebspagt,
hvad gavned fredens løfter i traktater,
når de brutalt blev brudt med våbenmagt
og trampet ned af invasionssoldater.
Man så det ske - og man var magtesløs,
mens krigens torden kvalte lærkesangen.
Et forår var på vej, men hjertet frøs
i arktisk kulde midt i solopgangen.
45