duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

mig og hujede og skrålede i stedet for at glæde sig over, at min uniform var
mindst lige så pæn som deres. Men da de begyndte at kaste med sten efter
mig, fik jeg endnu mere travlt med at komme hjem. Det lykkedes da også
uden nævneværdige skrammer.
Ligeledes var det en mindeværdig dag at deltage i spejderjubilæet den 5.
november. Vi havde bl.a. øvet med Hejmdal-orkestret i Flensborghus for
at kunne spille på denne dag. Jeg var ligeledes med til at opføre "Smeden og
Bageren".
Der var to andre spejderbegivenheder. Den ene var lejren på Westerholz
hos Daniel Petersen. Det var sommer, og vi måtte gerne bygge en bivuak.
Det var så varmt, at jeg nøjedes med at plukke det lange høje græs, hvorpå
jeg sov dejligt.
Dødsbudskabet
Jeg glemmer aldrig den dag i begyndelsen af året 1944, hvor det ringede på
døren. Mor lukkede op, og udenfor stod en mand med alvorlig mine. Da
mor så ham, fattede hun straks betydningen af dette besøg. Hun bad ham
om ikke at sige noget, blot give hende skrivelsen. Manden ville gerne have
udtrykt sin medfølelse, men mor kunne ikke tåle at se manden, der var
kommet med budskabet om fars død.
Far havde den 10. januar 1944 været med i et angreb og havde under dette
om aftenen fået en granatsplint i brystet. Han blev sendt til "Verbandsplatz".
Lægerne kunne ikke redde hans liv.
Det var hårdt. Mor blev meget forbitret. Hendes bitterhed gav sig udslag
i mange hårde ord til de soldater, der var på vores skolegård. Vagtposterne
kunne godt lide at snakke engang imellem, men nu blev der ikke lagt noget
imellem. Hun sagde ligefrem til dem, at de hørte til ved fronten og ikke i
hjemstavnen. Dette blev meddelt den øverste af afdelingen på skolen, der
næste dag sammen med en gruppe officerer spurgte min mor, om hun
vidste, hvad hun havde sagt til vagtmanden. Hertil svarede hun, at det
vidste hun da godt. Hun sagde ovenikøbet til ham, at dem, der var ved
fronten, er kun kanonfoder til de hjemmegående soldater, og han skulle
bare skrubbe af til fronten sammen med hele delingen på skolen.
Dette var hårde ord, men mærkelig nok hilste samme officer næste
morgen min mor med ordene "Guten Morgen, Frau Halvas".
I denne sorgens stund var det, at vi kunne mærke, hvor godt og varmt
hjerterne slog blandt de danske i Sydslesvig. Alle mennesker var deltagende
og hjalp, hvor de kunne. Der kom mangen et trøstens ord fra
126