duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

og uden forbehold. Derpå gav dette følsomme menneske os en dybtgående
forklaring på det modsatte. Han kendte vore trængsler og vor forladthed i
vort konfliktfyldte forhold til vor tyske omverden. Det er den eneste form
for politisk undervisning, jeg har overværet på Duborg-Skolen. - Hvilken
indsigt i netop vort behov dengang. Han ville række os en hjælpende hånd.
Thomas Madsen, denne elskelige og ejegode mand! Vi drillede ham
ustandseligt. Lige så ofte lovede vi hinanden indbyrdes, at nu skulle det
være den sidste gang, men lige meget hjalp det. Jeg forlod skolen med en
følelse af ikke at have lært meget i hans timer. Livet har overbevist mig om
det modsatte. Ofte har jeg sandet: Det lærte vi hos Madsen. Og frk. Inger
Margrethe Ottosen - hvor ofte har jeg ikke tænkt tilbage på hendes timer
med taknemmelighed. Nå - det er forkert af mig at plukke nogen ud.
Lærerne, også de rigsdanske, var villige til at dele vilkår og skæbne med os.
De gjorde det forbløffende konsekvent. Selvom klandannelsen indenfor
mindretallet var åbenlys - den kan naturligvis ikke undgås - så havde den
dog ikke de skæbnesvangre følger for mindretallet dengang, som den fik i
medgangstiden efter krigen.
Til skoletidens lyse sider hører det herlige kammeratskab, der kunne
trives så godt under de givne forhold, og så selvfølgelig rejserne. Lejrskolen
i Hillerød i september 1944, der på grund af folkestrejken endte dramatisk
på Vojensgård. Afslutningsturen til Slesvig huskes stærkt, måske mest fordi
Peder Jensen i afgangsøjeblikket fik bud om, at Andreas Lorenzen fra
Damholm var omkommet ved en ulykke - han var far til en af vore drenge.
Det fik Jensen til at vise sig fra en anden side end den strenge, vi var vant til.
Dagene i København og på Bornholm, en uge efter at Øen var blevet
rømmet af russiske tropper. Alt dette skete i det begivenhedsrige år 1946.
Det sidste punktum for skoletiden blev for mit vedkommende en flerdages
cykeltur sammen med Harald og Martin igennem Angel til Kappelog
Arnæs, langs Slien, og fra Vedelspang over Isted tilbage.
Skolen åbnede andre værdifulde kanaler for mig. Forbindelsen til familierne
Kriimmel, Jars og Petersen, der indviede mig i forhold omkring
datidens arbejdermiljø. Håndværkerhjemmet Duggen på Harreslevmark
og det pastorale hjem i Wrangelgade. Alle disse pragtfulde mennesker i en
situation af mangel og savn, på grænsen til nød, materielt og mentalt. - Det
måtte give stærke og vedvarende indtryk, som maner til taknemmelighed.
Alle disse, måske sekundære ting skal ikke fremhæves på bekostning af
det elementære, at skolen gav os det væld af ånd og viden, de mange
positive og bekræftende tilskyndelser, som vi fik så hårdt brug for i en
destruktiv og nedbrydende tid. Med glæde kunne vi sende vore børn
derind, da tiden kom til det.
24