duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

foregik i buldrende mørke og kunne ske "efter forholdene", d. v.s. i givet
fald med aflevering af aviserne først dagen efter, såfremt der var luftalarmer
etc. Jeg er aldrig blevet antastet; beboerne i husene kunne vel kende
mig på trinene. Alle bygningerne var forsømte, og eneste udsmykning var
så at sige plakaterne om "Pssst Feind hort mit" og "Kohlenklau" - der
lignede henholdsvis Humphrey Bogart og en engelsk arbejder.
På min rute havde jeg en fast kreds af venner og velgørere: Fru Anna
Lieb, som iøvrigt gav mig sin savnede sØn Haralds sandfarvede habit i
gabardine til brug ved min konfirmation - i 1946, inden jeg skulle på
Herlufsholm kostskole. Skræddermester Petersen i Borggade syede den
om til mig, og den blev farvet mørkeblå hjemme i gruekedlen. Men oh
skræk og ve: da jeg ville prøve den på selve konfirmationsdagen, var den
farvet vidt forskellig i henholdsvis jakke og benklæder, så jeg blev i stedet
konfirmeret i det maksimaltøj, stribet let, som jeg på linie med de øvrige
konfirmander havde fået på skolen.
Nå, tilbage til Dorotheagade. I huset efter fru Lieb boede så Emma
Muhl, L.P. Christensens søster, og i lejligheden på samme afsats Agnes
Rohde.
Jeg støjede rimeligt i den trappeopgang, så jeg ofte fik dem frem i døren
med en småkage til det guddommelige barn (mig) og en samtale. Jeg
bryster mig den dag i dag af, at disse to kvinder vel kappedes om min gunst.
Men Agnes Rohde havde den trumf i ærmet - eller rettere brystet - at hun
kunne synge. Og gjorde det for bl.a. mig. Det var så formidabelt, at jeg
fortalte det til mine medbude, og en dag fik jeg følgeskab på min rute af den
altid humØrfyldte Gerhard Jørs. Som en anden Sprechstallmeister fik jeg
Agnes Rohde tryllet frem i døren og udvirket, at hun gaven forestilling for
Gerhard og mig. På hendes repertoire fra sangforeningen var bl.a. ting som
"Når fjordene blåner" og andre pompøse værker. Jeg tror, at vi nød det lige
meget alle tre.
Og så Sankt Franziscus igen: Min mor havde af en af overlægerne fået
diskret at vide, at der lå en dansk dame, en gestapofange, på hospitalet. Det
var fru dr. Hansen, der som sin mand, der havde været dansk garnisonslæge
i Haderslev, var gået ind i aktiv modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt
i Danmark, var blevet taget og frygtelig forhørt på Staldgården i
Kolding. Jeg fik at vide af min mor, at jeg vel kunne liste mig til et ekstra
eksemplar af Flensborg Avis og lige så stille gå ind til fru dr. Hansen med
det hver dag på min rute. Jeg var vel 12 år og vakte ikke opmærksomhed.
Hun glemte det aldrig - som hun beskrev det: det, at den lille knægt
dukkede op som et livstegn og stak en kold næve med avisen ind under
dynen til hende.
107