duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

1946 1990
Anderledes hverdag
Hanna Petersen
For et barn på otte år er krig et stærkt abstrakt begreb. Man kan ikke forstå
det, og dog er man bange. De voksne vil helst ikke tale om det, men man
kan se, at det er meget slemt. At vores far måtte trække i en uniform, som
fyldte ham med afsky, at han måtte lade os, sin familie, blive alene tilbagehvordan
kunne det dog ske?
Hverdagen blev anderledes, også i forhold til vore legekammerater i
gården. Vi, der gik i den danske skole, blev ikke som de indoktrinerede til
at se krigen som noget stort. Det gav et skel, men i det store og hele var
forholdet mellem vore tyske nabobørn og os "Speckdanen" godt. Vi var jo
så optaget af de mange ting indenfor det danske foreningsliv, så der var
grænser for, hvor meget samkvem med dem, det blev til.
Jeg var blevet spejder, og det blev jeg meget glad for at være. Samværet
med mine spejderkammerater og vore lederes måde at bibringe os Baden­
PowelIs ideer fik stor betydning og har det stadig for mig i mit senere liv. Vi
gik til spejdermøder i "Hjemmet" i Mariegade, og det blev vi ved med, også
da vi i krigens sidste tid måtte have to briketter med - ellers var der nul
varme.
Min skolegang begyndte i den danske kommuneskole i Duborggade,
men i begyndelsen af 1940 blev vi flyttet til Duborg-Skolen. At der var
trængsel, når to skoler skulle slås sammen i een bygning, siger sig selv. Alle
89