duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

levet bombet, og at alle børn var omkommet. Far skulle selvfølgelig
skynde sig tilbage til kasernen igen, for blev det opdaget, at han ikke var til
stede, var det ikke godt at vide, hvad der kunne komme ud af det. Men
heldigvis var det gået godt.
Mens mor blev hjemme for at rydde op i alt det kaos, der var opstået både
i og udenfor lejligheden, fik jeg besked på at hente min lillebror fra
børnehaven. I børnehaven hos frk. Helming havde man allerede fået det
frygtelige budskab; men ikke nok med det, der var lige kommet underretning
om, at fru Eli Jessen, mor til et af børnene og lærerinde på Duborg­
Skolen, var blevet dræbt af en bombe, der var faldet på deres hus i Højgade.
Fortvivlelsen var stor hos os alle.
Af frk. Frieda fik vi besked på at skynde os hjem, for man vidste aldrig,
hvor hurtigt vi fik luftalarm igen, alt var forvirring. Men trods alle advarsler
og formaninger gik jeg ned til Højgade for at se på stedet, hvor bomben var
faldet, og det var et frygteligt syn. Det var første gang, jeg havde set et hus,
der var revet næsten helt væk; det var ikke til at forstå. Vi skyndte os hjem,
så hurtigt det kunne lade sig gøre.
Den næste dag i skolen blev der selvfølgelig ikke talt om andet end
bombeangrebet dagen før. Kammeraterne og lærere, som var nødt til at
blive på skolen, kunne også fortælle om deres oplevelser.
Men efter første time samledes alle elever og lærere i skolens festsal, hvor
den i disse tider altid floromvundne fane stod. Der var dyb tavshed og stor
sorg at læse i alles ansigter. Bernhard Hansen havde meget svært ved at tale
tilos den morgen. Men så kom den frygtelige sandhed, som vi alle jo nok
kendte, men som vi måske inderst inde havde håbet på ikke var virkelig, at
børnene samt to børnehavefrøkener var omkommet og ligeledes, at lærerinde
Eli Jessen var død. Der var ikke mange af os, som sang med på
morgensalmen, og under morgenbønnen græd vistnok de fleste af os. Vi fik
besked på at pakke vore sager og skoleting sammen og stille og roligt gå
hjem, for der var ingen undervisning mere den dag.
Begravelsesdagen, den 24. maj, var en meget varm sommerdag. Alle
børn, der var spejdere, var blevet bedt om at møde ude på Fredshøjens
kirkegård i uniform. En skolekammerat, Ebba Schiitt, og jeg fulgtes ad.
Som altid var vi trods sorg stolte over at kunne gå i spejderuniform, og
endda uden overtøj. Og mærkeligt nok var der ikke nogen, som generede
os den dag.
Ude på Fredshøjens kirkegård var der allerede kommet mange, mange
mennesker. I runddelen på Fredshøjen stod de små og store hvide kister
ved siden af hinanden, pyntet med blomster og kranse, et så trist, men
alligevel et så højtideligt syn, et syn, man aldrig glemmer.
6' 83