duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

få ugers arbejde hos Emil Schmidt, Flensborg Avis og andre firmaer i
kortere tid. Mine forældre havde derfor næsten ingen penge til at leve for.
Jeg led af underernæring som 4 årig og kom derfor ud til Maren SØrensen i
Valsbøl og fik nogle måneders rekreation, hvorefter jeg i sommeren 1934
kom på sommerferie i Danmark hos nogle meget flinke mennesker, som
ikke selv kunne få børn og derfor ønskede at adoptere mig. Dette ville mine
forældre heldigvis ikke. Under mit ophold hos mine plejeforældre fik jeg
som 5 årig den "skøre" ide, at jeg ikke ville tale tysk med mine forældre.
Min mor og far kom i 1935 cyklende på besøg til mit feriested i nærheden af
Vejle, og de måtte erkende, at jeg kun talte dansk til dem. Det har jeg gjort
lige siden. Min mor, som ikke havde gået i dansk skole, gik til danskundervisning
og fik ved hjælp af familiejournalen lært at læse og tale dansk.
Min far havde også kun gået i tysk skole, men havde lært dansk på kurser.
Han havde ligeledes været spejder og var valgt som sekretær for Slesvigsk
Forenings 1. distrikt i den nordlige bydel af Flensborg. Vort hjemmesprog
blev herefter dansk.
Jeg har været som feriedreng hos mine plejeforældre lige til 1942. Det har
for mig været nogle oplevelsesrige år i en lille landsby med egen mølle,
mejeri, en møbelfabrik og nogle gårde, hvor jeg altid var velkommen. Jeg
kom til at holde af mine plejeforældre, og det var med sorg, at jeg i
sommeren 1942 opdagede, at de var blevet tyskvenlige. De var nu flyttet til
Århus, og jeg opdagede, at de havde fået et hagekors-emblem. Det var for
mig så stor en skuffelse, at jeg ikke kunne tænke mig at komme der mere.
Min mor og jeg bad derfor feriekomiteen om at finde en anden ferieplads til
mig.
Jeg afbrød fuldstændig forbindelsen med mine plejeforældre indtil året
1953, hvor jeg var på kursus ved Kosangas i Århus og optog forbindelsen
igen. Min plejefar blev meget glad og fortalte, at han, som var snedker,
havde været med til at bygge orglet til Duborg-Skolens festsal. Han fortalte,
at han havde meldt sig til Organisation Todt og var kommet til Frankrig,
hvor de (mod hans vilje) puttede ham i den velkendte uniform. Han havde
ikke været nazist, men ville ikke tro alt det, som blev fortalt om tyskerne og
havde derfor selv villet se tingene med egne øjne. Efter krigen blev han
derfor spærret inde af modstandsfolkene i kortere tid. Jeg var glad for, at
jeg havde optaget forbindelsen til dem igen, for min plejefar døde få år
efter.
Fra 1943 og til 1945 var jeg derfor som feriedreng hos en godsejerfamilie.
Her oplevede jeg et helt andet miljø. Det har jeg været taknemmelig for.
Godsejeren havde den opfattelse, at når vi til daglig sad på skolebænken, så
skulle vi rØre os i vor fritid. Derfor måtte deres sØn og jeg med ud på
8 Duborg-Skole-elever 113