duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

gymnastiksalen. Han stod på en skammel og læste for os. Vi havde megen
antiluftskyts i Flensborg. Pludselig rystede det hele, og larmen var stor. Det
var ikke antiluftskyts - det var et bombeangreb. Vi styrtede ud - så var det
også allerede overstået. Et lille angreb på Flensborg - en stor lammende
sorg for os danske. Børnehaven i Batterigade ramt -15 børn og 2 voksne
døde. Vore drengespejdere bar kisterne. Aksel Schiøtz sang ved gravene.
Kaj Munk skrev ,,15 små kister", en artikel, der stod i Berlingske Tidende
27.5.1943.
Krigen rasede videre. Oftere og oftere meddelte rektor ved morgensangen,
at der atter var faldet en Duborg-elev.
Nu skulle .også vore kammerater, der lige var kommet ud af skolen, af
sted - drengene såvel som pigerne blev indkaldt til arbejdstjeneste.
En af min bror Karl Ottos kammerater, Herbert Maas, kom meget
hjemme hos os. De havde fået en indkaldelsesordre til arbejdstjeneste i
Polen. "Jeg har brug for din hjælp i aften, Sonja", sagde Herbert til mig.
"Drengene har ingen tid, og jeg vil ikke til Polen".
Det var en kold oktoberaften 1944. Uden at tale meget sammen, gik vi til
Lautrupsbækken. Herbert lagde sig i vandet. Jeg holdt hans hoved, rystende
af angst. Hvor længe vi blev der, husker jeg ikke. Herbert dryppende
af vand - begge tænderklaprende, gik vi hjem. Få dage efter vinkede
vi til drengene på Flensborg banegård. Herbert var ikke engang forkølet.
Min storebror Henry faldt i Rusland i december 1944.
"Trange tider langsomt skrider", sang og følte vi. Ville denne grusomme
krig aldrig tage ende?
Modløsheden bredte sig.
Endelig kom maj 1945.
De første englændere kom på Duborg-Skolen. Vi sang "H's a lang way to
Tipperary". Frøken Ottosen havde nået at Øve med os.
Det var dejlige dage med megen glæde. Margot var kommet hjem. Karl
Otto kom hjem.
Men meget af krigens rædsel og grusomhed gik først nu rigtigt op for os.
Vi kom ikke hjem til Danmark. "Grænsen ligger fast". Drømmen veg for
realiteternes barskhed. Jeg var 14 år - forstod ingenting mere.
Der er sket meget i de forgangne 45 år. Opgangstid - nedgangstid ­
stabilitet. Hårdt politisk arbejde har vist, at det kunne nytte. I dag er der et
engageret kulturelt og politisk dansk liv i hele Sydslesvig. Vi lever som
danske, medbestemmende borgere i vor hjemstavn.
Også i dag er jeg stolt over at være dansk borger i Flensborg - dansk
sydslesviger.
61