duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

forvandt sin angst. Jeg synes i dag, at beskeden om børnehaven i Batterigade
kom næsten samtidigt. Og så visheden: 15 børnehavebørn omkomne
sammen med de to hjælpere. BØrnehavens leder, Alberta Nielsen, havde
fået fri en time for at gå til tandlæge. Bernhard gav sig straks af sted, men
gav mig kort besked på at passe telefonen og få fat på nogle store spejderdrenge.
Timerne derefter står som eet stort virvar, selvom der blev foretaget
slet ikke så lidt. Næste dag bød nødvendigheden, at begravelsen skulle
klares. Det skulle være en fællesbegravelse. Bernhard Hansen og grosserer
Le. Møller gik til de nazistiske myndigheder for at udvirke, at vore egne
præster kunne forestå den tragiske højtidelighed. Det blev til pure afvisning.
Men nede i Berlin sad Jacob Kronika, og gennem hans forbindelser
til de højeste myndigheder blev de lokale nazisters forbud ændret til en
tilladelse. Når man ved lidt om, hvordan nazisterne foretog deres fælles
sørgehøjtidelighed, forstår man vores lettelse.
Vores højtidelighed skulle foregå i det fri ude på Fredshøjens kirkegård.
Fællesgraven lå temmelig langt fra pladsen, vi fik overladt. Hvad nu med at
få kisterne båret? Vi drøftede det. Der var så få voksne hjemme, at det var
et problem. Bernhard Hansen, L.P. Christensen og Le. Møller henvendte
sig til mig for at prøve muligheden af spejdernes hjælp. Hvordan havde man
reageret i dag?: Nej, ikke børn!
Nødvendigheden sagde noget andet. Da jeg talte med spejderne om det,
også pigespejderne, som skulle gå ved siden af, sagde en af drengene: "De
er vores. Vi kendte dem. De skal ikke bæres af nogen andre, og i hvert fald
ikke af nazisterne." Spejderne fuldførte opgaven, tage kisterne, mens
enkelte mødre hagede sig fast, gå den lange vej for til sidst at gå ned i
fællesgraven og anbringe kisterne i en bestemt orden. Vi måtte gå mere end
een gang.
Nødvendigheden og frivilligheden havde igen krydset spor, - og der
sidder mærker i os alle.
På mystisk vis var sangeren Aksel Schiøtz kommet til stede. Den mand,
som under krigen kunne samle ved sin smukke og indtrængende fortolkning
af danske sange. Denne sangens mester brød sammen i "Sov sødt barnlille".
Han og vi glemte det aldrig. Nogle år efter fortalte han, at det var den
stærkeste oplevelse, han havde været ude for. Det var han ikke ene om.
Eller -lad mig springe til tiden kort efter krigens afslutning. Et ammunitionslager
sprang i luften, og skaderne var formidable i det meste af Flensborg.
Under hele krigen var det lykkedes at friholde vore spejdere fra
deltagelse i myndighedernes "Luftschutz"-kurser under henvisning til, at
det kunne vi gøre mindst lige så godt - et par ledende "nazister" holdt
hånden over os, Dr. Sass og Hans Hermannsen, gestapochef! Jeg stod den
20