duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

efter nogle måneder. Men så blev min bror Henrik indkaldt, kun sytten år. I
lange tider hørte vi intet fra ham, idet han rejste rundt som kurer.
Også vi måtte give vore ofre. Den 19. maj 1943 står som den sorteste dag i
min erindring om krigstiden. Min lillebror Kalle var blandt børnehaven
Ingridhjemmets børn i Batterigade, der blev bombedræbt - og samme dag
blev også min morfar dræbt.
En dag, der også har brændt sig ind i min bevidsthed, var den dag, da
Duborg-Skolen blev beslaglagt til også at huse flygtninge. Heldigvis var
vores skønne festsal gået fri. - Den var der simpelthen ikke. Vores pedel
Christian Juul - i daglig tale kaldt "Julemanden", havde sørget for at
barrikadere salen så godt, at ingen fra de tyske myndigheder fandt den.
Vi kunne ikke undgå at se, hvad der foregik blandt flygtningene, se, at
der også var alvorligt syge og døende imellem, se de sorte kister blive båret
ud. Nu måtte de undgælde for den vanvittige krig, de i begyndelsen måske
havde hilst med så stor begejstring.
Men den 4. maj 1945 kom så endelig budskabet om, at tyskerne havde
overgivet sig i Nordtyskland, Danmark og Norge.
Far havde siddet med hovedet næsten helt inde i radioen og hørt det, og
den 5. maj så vi så de første engelske soldaterbiler køre ned ad Slesviggade.
Mange var bange for, at det var russerne, der kom; der var jo en stor stjerne
malet på de engelske jeeps.
Krigen var forbi, og den 5. maj var vores festsal igen i brug til morgensang,
der vel aldrig har lydt mere inderlig og glad - men dog med en tone af
vemod, når vi så på vort floromvundne flag og måtte tænke tilbage på det,
der var sket i de mørke krigsår.
91