duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Harreslevmark, der pjattede med en stump træ og blev forfulgt med frygtelig
vrede af Niels Kjems langt ind ad vejen mod Flensborg. Men Niels
Kjems var et dejligt renfærdigt menneske for en knægt som mig.
Jeg startede i den såkaldte kommuneskole nede ved Nørreport under
rektor Heinrich Fischer og med Hermann Tychsen som klasselærer, indtil
han blev indkaldt. Min ransel var imiteret abeskind eller lignende, stivet af
med pap. Vi lærte os forskellige skriftsprog på skrigende tavler og i den
syrlige stank af fugtige svampe. Egentlig var skolen grå, men alligevel
dejlig, ikke mindst på grund af de kammerater, jeg fik nede fra Nørregade
og Aabenraagade-kvartererne.
Og mutter Ingwersen som kyllingemor for klassen. På Duborg-Skolen fik
vi frøken Ottosen som klasselærerinde, og det blev spændende for mig bl.a.
at komme til at synge i kor med min sopran. Jeg fik desuden Mogens
Bernhard Hansen som sluf i mange retninger, og vi optrådte på slap line i
mangt og meget. Bl.a. lavede vi et fingeret flyverangreb med ral fra altankasserne
og siden med hans legetøj på et drivhus nede i deres have ved
Kongegade.
Da det ikke længere var sjovt nok at knalde drivhusruderne fra afstand,
begyndte vi at kaste ting og sager efter folk på gaden. Den fest sluttede
med, at en Schupo i fuld ornat, d.v.s. med lange sorte støvler, skrårem,
pistol og knippel og sin mærkværdige hjelm ringede på døren og forklarede
fru Bernhard Hansen, Kirsten Hansen, min gudmor - en af mange - at det
drejede sig om Ein dicker und ein diinner. Mogens var førstnævnte, og jeg
var en mager hund efter at have ligget lang tid på Sankt Franziscus hospitalet
efter en nyrebækkenbetændelse.
Det var en grusom tid på dette katolske hospital i Dorotheagade.Det var
nonner, der var plejepersonale, og ikke kun var jeg totalt isoleret fra at
endog snakke med min familie, når de dukkede op uden for vinduerne, men
vi blev behandlet sygeligt umenneskeligt, bl.a. indgik tærsk med det reb, de
havde om livet, i straffe for en eller anden ting. Jeg mindes en af drengene
på stuen, som ligefrem krøb i sikkerhed inde under sin seng.
Men Dorotheagade og også Sankt Franziscus fik stor betydning for mig i
den sidste del af krigen. De hørte til min avisrute for Flensborg Avis. Jeg
nød det ubeskriveligt at skulle stille i trykkeriet og hente aviser - bl.a. på
grund af trykker Meyer, min klassekammerat Sonjas far, der var et varmt
og dejligt menneske. Han lod os ofte vente på grund af tekniske vanskeligheder
på det gamle trykværk, men jeg lærte at spille Sosti - Sosti, 66,
stjal en enkelt c1iche med et smukt motiv og blev indført i frodige, sjofle
plattyske viser. Således rustet kunne jeg begive mig ud på avisturene, der
rummede det særlige, at de som regel - på grund af mørkelægningen -
106