duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

dater, en, der kom nordfra og en fra Sydslesvig. Kandidaten fra Sydslesvig
blev valgt. Nogle vil måske tro, at vi allerede dengang havde en debat om
"rigsdansk eller sydslesviger". Det var ikke tilfældet. Her var der bl.a. helt
andre overvejelser med i billedet. En dansk sydslesviger, der hårdt såret var
kommet hjem fra krigen, skulle have mulighed for at beskæftige sig med
fredeligt arbejde og finde fodfæste igen i de hjemlige forhold.
Vi elever mindes sikkert alle mindehøjtidelighederne på skolen for vore
faldne elever. De var gribende, mange - navnlig folk nordfra - har sagt om
dem, at det var noget af det største, de har oplevet. Det var så slemt, at vi
bad vore kammerater fra klasserne under os, om i hvert fald ikke at gå til en
mindehøjtidelighed for os, hvis det skulle ske, at vi faldt. Jeg husker
Anders. Han lovede bestemt at blive væk fra en sådan mindestund. Hvorfor
denne indstilling? Det skyldtes den kendsgerning, at vi ikke kunne få ind i
hovedet, at det skulle være vor pligt over for det daværende Tyskland at
trække i trøjen. Vor ret til vor hjemstavn kunne da ikke være afhængig af,
om vi deltog i en krig, der fratog andre mennesker deres hjemstavn.
Ordene "pligtens bud" havde fået en anden vending end den oprindelige.
Da sønderjyderne under 1. Verdenskrig, efter at mange var udvandret for
at undgå den tyske trøje, anbefalede deres ungdom "at gøre deres pligt for
at bevare retten til hjemstavnen", var det pligten over for danskheden, der
var ment. Man skulle trække i trøjen for at kunne blive i hjemstavnen,
således at danskheden dermed fik chancen for at overleve. Ingen tænkte på
Tyskland - på herbergstaten. Nu lød det imidlertid, som om vi skulle være
pligtopfyldende over for den daværende tyske stat. "Loyale statsborgere"
sagde man også. Jeg husker en undervisningstime efter en sådan højtidelighed.
Vi elever var beklemte, vor lærer- en af de ældre - kom ind, og
pludselig brød det ud af ham: "Man skulle næsten tro, at sydslesvigerne kun
havde det i tanke at opfylde deres pligt". Da var vi nogle, der forstod, at vi
ikke stod ene med vore synspunkter.
Glemmes må det ikke, at vi som spejdere i1942 var på lejr på Sjælland. Vi
besøgte et dansk krigsskib, jeg tror det var "Hvide Bjørn". 29. august 1943
blev den danske hær og søværnet taget af tyskerne. Jeg gik i tiden august til
oktober 1944 i 1. G. på Sønderborg Statsgymnasium. 19. september 1944
blev det danske politi taget. Der var demonstrationer i den anledning. Jeg
deltog, indtil Viggo Petersen, en af mine lærere, sagde tilos drenge: "Nu
må I hellere se at forsvinde". Mine plejeforældres gård blev taget på
Djursland. Der byggede tyskerne Tirstrup flyveplads. Vi skulle være loyale
statsborgere! Vi kunne ikke få alle disse ting til at gå op. Der var noget, der
hed nødvendighedens lov. Hvis du ikke tog afsted, ville det gå din familie og
dig selv galt. Kun dem, der overlevede, kunne arbejde videre for dansk-
9'
131