duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Ret hurtigt havde alle i denne "uddannelseslejr" fundet ud af, at vi kom
fra danske hjem og besØgte danske skoler, og at vi var imod det nazistiske
system. Hver morgen var der "Morgenappel. Alle stillede op i række og
geled for derefter at blive talt: 1- 2 - 3 - 4 - o.S.V. Tit blev der derefter
kommanderet: "Die acht Diinen rechts raus!" Vi måtte derefter stille os i et
særligt geled, så alle andre drenge kunne se os og dermed genkende, hvem
disse forbandede danskere var. Vi blev chikaneret på alle leder og kanter.
Da vi ikke kendte de tyske krigs- og hetzsange, kunne vi forståeligvis ikke
deltage i sangene under marcheringen. Dette måtte straffes. Vi fik hver en
tornyster udleveret. Denne skulle vi fylde med marksten, derefter knæbøjninger,
løb til horisonten, tilbage, ned at ligge på maven og op igen. Alt
dette med de tunge sten på ryggen, indtil vi simpelthen ikke kunne mere og
faldt om.
Morgenvasken foregik i en lille sø i nærheden. Først måtte isen fjernes,
og dernæst kunne morgenvasken finde sted. Tit blev vi af de tyske drenge
skubbet i vandet og fik ingen lejlighed til at tage tørt tøj på resten af dagen.
Da vi ofte blev hængt ud af lederne, måtte vore tyske "kammerater" få
det bestemte indtryk, at vi var mennesker, der ikke duede ret meget og
gerne måtte chikaneres så meget som muligt, hvad de så også gjorde, hvor
de kunne komme afsted med det.
Vi sov alle i en stor krosal på gulvet. Vore beskedne ting og sager lå for
hovedenden af vores liggeplads. Salen havde en scene. Midt om natten blev
vi bundet om hænder og fødder og slæbt op på scenen. Her hev man
benklæderne af os og smurte bagdelen ind med skosværte. Derefter slog
man os over bagdelen med de meget bekendte remme, man bar om maven
som hitlerjugenddreng, en læderrem på ca. 5 cm's bredde med et stort
messingbeslag. Remmen hed en "Koppel" og messingbeslaget en "Koppelschlof3".
Der blev tævet så længe, indtil skosværten nærmest var garvet
ind i huden. Hele proceduren havde navnet "Heiliger Geist" (Helligånden).
Jeg kan ikke huske, hvor mange uger jeg har døjet med at få sværten
væk igen.
På dette tidspunkt havde det "Tredie Rige" hårdt brug for soldater til de
mange fronter. At Hitler havde tabt krigen, var en kendsgerning. Han var
derfor ikke bange for i et sidste forsøg at smide alt i ilden, og derfor heller
ikke bange for at sende selv store børn som os i ragnarok.
Flere dage i træk var der "Sonderappell", "Freiwilligenmeldung" blev
det kaldt. Hver enkelt måtte træde frem og enten melde sig frivilligt til
soldatertjenesten eller erklære, hvorfor han ikke ville afsted som frivillig til
fronten.
Her mindedes vi så Bernhard Hansens og Futtrups ord om, at vi endelig
39