duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

forbindelse lykkeligvis - ikke så stor en lærerflok. Det blev dog alligevel til
ikke så få håndtryk i løbet af formiddagen. Det tog lidt tid at vænne sig til
det, og glemte man, så skulle der nok være et par kolleger, som på en eller
anden måde mere eller mindre diskret vækkede een.
Når eleverne kom om morgenen, og der var ringet første gang, stillede de
op i rækker klassevis. Og så skulle der være ro. Peder Jensen, blandt
kolleger kaldet hr. Peder, helmede ikke, før stilheden var indtrådt. Efter et
slag på klokken fik klasserne så efter tur med et strengt nik ordre til at gå.
Rundt på alle afsatser stod de ældste elever og sørgede for, at rækkerne blev
holdt, og at færdselen forløb stilfærdigt - så nogenlunde da. Realisterne var
trods alt ikke helt uimodtagelige for små narrestreger. Kommet ind i
klassen stod man selvfølgelig op, til læreren kom og hilste. Indlæringen var
nok i høj grad præget af systemet, som min gamle engelsklærer på seminariet
kunne tordne: "Dette skal katten knurreme ka ku's". Hvilket ikke
betød, at der hos mange kolleger manglede forståelse for den elev, som
kunne have svært ved at klare et og andet, ligesom forståelsen for lange veje
til skole, luftalarmers indvirken og ringe ernæring var forhold, som blev
tilgodeset.
Der kunne til tider synes langt mellem forholdene på en skole i Danmark
og Duborg-Skolen. Men det var en god skole og en rar skole at være på for
en ung lærer. Man gik aldrig forgæves til Bernhard Hansen, til Dirks eller til
kolleger, når man havde behov for hjælp.
Så at sige alle elever var på en eller anden måde engageret i foreningsarbejde
eller spejdersport. Det blev værdsat højt af skolen, men var absolut
ingen undskyldning for ikke at passe skolearbejdet. Een af mine ældre
kolleger så dog med nogen skepsis og uvilje på spejderarbejdet, hvilket jeg
ofte måtte høre for, når en matematikelev ikke helt var på højde med
hjemmearbejdet - det kunne til tider give ret skarpe diskussioner. Bedre
blev det ikke, at spejderne, piger som drenge, sagde du til mig. Det gaven
næse på et lærermøde, hvorefter jeg måtte bede disse elever tiltale mig med
De i skoletiden. Mærkeligt nok mødte jeg kun forståelse fra spejdernes
side, og det blev - stort set - holdt. Skolens argument var, at en lærer ikke
måtte indynde sig hos eleverne eller på den måde gøre sig populær. I dag
forstår jeg det, men absolut ikke dengang.
Jeg tror ikke, at Duborg-Skolens elever blev skolemæssigt dygtigere end
elever på skoler i Danmark eller på tyske skoler. Men på een eller anden
måde fik de en modning, som satte dem i stand til at klare mere, end man
ellers ville kunne forlange. Den efter nutidens bedømmelse strenge disciplin
var ikke anderledes, end den fremmede evnen til selv at tage et
standpunkt. Her var skolens bidrag den menneskelige ballast. En ballast,
2 Duborg-Skole-elever
17