duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

altid rent og af hjertet. Vi spillede alle seks på forskellige instrumenter, og
jeg på violin, fordi de fire søstre nu havde erobret klaveret. Jeg startede hos
lærer Oscar Nielsen, som før min tid havde ledet Hejmdal-orkestret inspirerende.
Senere fik jeg undervisning af Walter Lange, der boede i
Borgerforeningen på Holmen, og sidst af en rigsdansk musiker, Johan
Nielsen, der var kommet til Flensborg sammen med en kollega fra Odense
for at spille i symfoniorkestret.
Det var de dage, hvor etuder og øvelser var alfa og omega. Jeg øvede mig
ikke flittigt, og Johan Nielsen klippede tålmodigt mine negle på venstre
hånd hver uge, for at jeg kunne tage det rigtige greb. Det var jo et
afslørende bevis på mine manglende øvelser, men jeg elskede at spille efter
gehør i stedet. løvrigt lærte han mig at gå og vippe med hænderne for at få
bløde håndled til at udøve den ædle kunst og sagde, at hårdt arbejde, som
for eksempel med redskaber, var ødelæggende for smidigheden. Det fortalte
jeg så min mor, da jeg skulle lave havearbejde derhjemme, men se, om
jeg slap for at trælle af den grund?
Jeg gik lange veje for at blive klippet af danske frisørsvende, der havde
fundet arbejde i Flensborg, bl.a. i Angelbogade. Det var naturligvis farligt,
fordi jeg dermed med frisuren og også de pludderbukser, jeg havde fået i
Danmark, lyste i gadebilledet som et provokerende fremmed, dansk element,
set med hitlerjugends og andre tyske øjne.
Men så gik jeg over til at få faconsnit, klippet af Nietsche i Storegade, og
iøvrigt var krigen holdt op. For at blive den fuldendte kavaler, meldte jeg
mig ind i Tanzschule Domsch i Toosbuygade, og da han som følge af krigen
manglede store drenge, fik jeg lov at komme på et voksenhold. Det var i de
dage, danselæren lød på TuchfUhlung. Min dame var en virkelig barmfager
kvinde, og jeg tænkte på uhyre frække ting med hende, medens jeg sveddryppende
forsøgte at holde tempo og stil til en håndoptrukken grammofons
hidsige tango- og foxtrot-rytmer. Men trods, eller måske netop på
grund af de dejlige bryster lige ud for min næsetip, fik jeg en eksemplarisk
fatning - hvad dans anbelanger.
Mit sidste enemærke var mit hjem i Wrangelgade: jeg smuttede frivilligt i
seng ved 18 -19 tiden om aftenen. For at kunne stå op med fuglene ved 3 - 4
tiden om morgenen, hvor hele huset var mit eget. Egentlig skulle jeg læse
forsømte lektier, men hvor ofte blev det ikke til en mere spændende
læsning, eller til blot at nyde den ubrugte dag og natur? Og således rustet
kunne jeg bl.a. begive mig på Duborg-Skolen.
Mine tre år på Duborg-Skolen var helt og holdent præget af krigen og
nazismens svøber. Det betød en sporadisk undervisning, præget af koncentrationsmangel
og vægt på det danske: som en modvægt i historie og
110