duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

KRIGENS SLAGSKYGGE
Skoleårene på Duborg-Skolen står for mig som de bedste år, jeg som dreng
fik lov til at opleve. Mens det totalitære naziregime fræsede sig ind i
samfundslivets inderste celler og endda ikke gjorde holdt hos børnene, som
i en tidlig alder blev fodret med naziparoler og dresseret til blind lydighed:
"In Liebe und Treue zum Fi.ihrer", blev vi opdraget i frihed, hvis idealer vi
lærte at værdsætte. Duborg-Skolen var et stykke frit Danmark under hele
krigen. Her kunne vi elever realisere vort liv uden ydre tvang. Der herskede
en fri, kammeratlig omgangstone mellem elever og lærere, som luftede
deres meninger om regimet og dets mænd.
Vores mangeårige klasselærer Thomas Madsen, der døde i juli 1979,
kunne i sin iver gå meget langt i sin kritik af nazisterne. Efter min mening
var han Danmarks frieste stemme på skolen. Ofte har jeg som elev undret
mig over, at han turde sige tingene lige ud, og vi frygtede for, at han en dag
skulle blive arresteret for sine dristige udtalelser, hvilket heldigvis ikke
skete. Han fortalte os bl.a. om konzentrationslejrene og deres rædsler. Det
var modigt gjort, men det understreger det tillidsforhold, der fandtes
mellem os.
Den ubarmhjertige virkelighed gjorde som sagt ikke holdt uden for
skolens mure. Det var ikke muligt at dæmme op for den. Men på skolen
foregik der en slags åndelig modstandskamp, der også gennemsyrede spejderlivet
i disse år. Skolen og spejderkorpset var de unges frihedsoaser, hvor
vi kunne være os selv og dyrke et fællesskab, der ikke byggede på raceteorier
og patologiske storhedsdrømme om et inhumant tusindårigt rige.
Ganske vist svor vi danske til et helt andet tusindårsrige, nemlig det, der
havde eksisteret siden Gorm den Gamles tid.
Som spejdere havde vi fra tysk side tilladelse til at bære uniform i fuld
offentlighed, hvilket var en af de paradoksale flotheder, magthaverne tillod
sig over for mindretallet. Vi gjorde rigelig brug af denne "gavmildhed".
Vore offentlige uniformsdemonstrationer indbragte os ofte nogle drøje
knubs, når vi - ikke altid uforskyldt - tørnede sammen med de "gæve"
drenge fra Hitlerjugend. Værre var det, når vi efter et spejdermøde enkeltvis
blev luret op af en tysk drengehorde. Så var kampen på forhånd afgjort i
tyskernes favør. Således blev jeg en aften på hjemvejen standset af en
Hl-bande på en halv snes drenge. De var omtrent på min alder. Nogle af
dem var gamle kendinge. De styrtede sig over mig som ådselsgribbe. leg
protesterede højlydt og råbte, mens de trakterede mig med knytnæveslag,
at jeg ikke kunne slå tilbage. De holdt inde og spurgte hånligt, hvorfor jeg
lille beskidte danskerknægt ikke ville forsvare mig. Det ville jeg nok, sagde
47