duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

ekræfte, at de ikke havde gjort nogen af os danske noget ondt under
krigen, var bl.a. selvsamme dame, som opsøgte hende angående Mutterkreuz.
Overhovedet var det forbløffende at se, hvor hurtigt mange affandt
sig med den nye situation. De, som før og under krigen havde været de
første og de mest aktive, når det gjaldt om at tæve eller på anden måde
chikanere os, var også de første og ivrigste, da demokratiet endelig fandt
vej til Tyskland. Og da grænsekampen så for alvor begyndte, var det igen de
samme, som råbte højest.
Ja, de klø og andre chikaner, vi blev udsat for, er jeg ikke gået meget ind
på. - Lad det være glemt.
En sjælden gang kunne vi da også gøre gengæld. Jeg husker her en særlig
lille episode:
Søndag morgen havde Hitlerjugend ofte møde, appel kaldte de det vist.
Det fandt sted i den store biograf Colosseum i Storegade. De kom marcherende
med deres trommer og fanfarehorn, og disse instrumenter blev så
under bevogtning sat uden for. Men på et eller andet tidspunkt blev alle
kaldt ind, og så stod hele pivtøjet ubevogtet. Hvem skulle da også komme
der?
Men vi var tre kammerater, som havde fundet ud af det, og en søndag
morgen afpassede vi det rette tidspunkt, snuppede hver en af de store
trommer og gik stille og roligt ned til fjorden med dem. Ned til havnens
sydspids, et hurtigt kig til højre og til venstre, og så ud i vandet med dem.
Men av, min arm, de flød nok så nydeligt og lå og skvulpede rundt derude.
Nu var det bare om at komme af sted. Vi hørte da heller ikke mere om det,
men nogen i HJ har da sikkert fået en omgang for det. Forhåbentlig har det
været nogen, som fortjente det!
På skolen var undervisningen naturligt nok præget af krigen. Det var ikke
kun i historietimerne, vi talte om den.
Mange af vore var faldet, og der var næsten ingen af os, som ikke på en
eller anden måde var berørt af krigen.
Matematikundervisningen fik nu i hvert fald ikke lov til at lide under
forholdene. Det mindes jeg tydeligt. Selvom der var flyveralarm, og antiluftskytset
fyrede på livet løs, fortsatte Peder Jensen med undervisningen.
Godt nok sad vi i stueetagen, men var dog tit betænkelige ved situationen.
Spage hentydninger som: "Det er da meget farligt" eller lignende blev mødt
med et: "Når de flyver så højt, skal de længere ind over Tyskland, og så er
der ingen fare for os."
Der skulle meget til, før vi flyttede ned i beskyttelsesrummet i kælderen,
men så fortsatte undervisningen også her. Det er jo så et spørgsmål, hvor
opmærksomme vi har været i disse timer.
102