duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

"Ungfælle (Junggenosse) Maas, tre skridt frem!" Henved fire hundrede
hitlerdrenge gloede på mig. "Ungfælle Maas!" råbte Balder: "Du udelukker
dig af det tyske folkefællesskab. Du påstår, at du er dansker, men i
virkeligheden er du kun en luskepeter. De sande danskere kæmper ved
vores side i Frikorps Danmark. Om dig tror jeg, at du ved første lejlighed vil
løbe over til fjenden!"
Det må have været en ubevidst indskydelse, der, uden at jeg egentlig ville
eller turde det, fik mig til at råbe tilbage så højt jeg kunne: "Jeg vil gøre min
pligt og lader mig ikke fornærme!" Men det virkede. Uden yderligere
kommentar blev jeg beordret tilbage i geleddet. Derved havde jeg ikke
·engang sagt for meget, idet det dog ganske alene var min sag, hvad jeg holdt
for min pligt. Men nu vidste da alle og enhver, at jeg var en frafalden.
Det første, jeg i de følgende dage, på vej til at blive en dygtig kriger,
udsattes for, var et skriftligt arbejde om "vores fører". Jeg skrev: "FØreren
kommer fra Braunau i Østrig og hedder Adolf Hitler." Så begyndte jeg at
tygge på blyanten. Alt, hvad jeg vidste om manden, var negativt for ham
og, hvis jeg skrev det, sikkert også for mig. Så da jeg havde spist omtrent
den halve blyant, sluttede jeg en af de korteste stile, der nogensinde er
skrevet, med: "Mere ved jeg ikke." Jeg var færdig som den første, men til
gengæld var det lykkedes mig at anbringe to stavefejl i de par ord, måske
som følge af, at min tysklærer på Duborg-Skolen var rigsdansker.
Resten af dagen tilbragte jeg med at rense ovnene i hele barakken og så
om aftenen til almen morskab ud som en skorstensfejer.
Hitlerdrengene, jeg nu levede som ungfælle sammen med, holdt sig på
afstand. De var ikke direkte fjendtlige, men betragtede mig nærmest som et
slags eksotisk væsen. Åbenbart fulgte de ikke Balders skjulte opfordring til
at kanøfle mig og udover hviskende samtaler, som forstummede, når jeg
kom nærmere, og lurende øjekast, skete der ikke noget. Kun Maas 1 var
slem til at skubbe mig til side og stille sig foran mig, når vi af en eller anden
grund stod i kø. Det turde jeg imidlertid ikke gøre noget imod.
Dygtiggørelsen omfattede foruden eksercits og terrænkundskab også
viden om, hvordan man, hvis man i et håndgemæng selv blev såret, kunne
tage en fjendtlig soldat til fange og få ham til at bære sig ved at skyde
gennem hans øren. Sådanne færdigheder fik vi bibragt meget plastisk ved
hjælp af filmforedrag. Desuden blev vi oplært i kampteknik, et fag, hvor jeg
ved en skriftlig prøve skrev, at camouflage er vigtigere end selv at kunne se
noget. For rigtig at fatte betydningen afdette udsagn, fik jeg så lov til en lille
times tid at kravle rundt på hænder og knæ med skråhuen trukket ned over
øjnene og råbe "Buh, buh!"
Skydningen var jeg meget interesseret i. Jeg havde selv en luftbøsse
69