duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

derhjemme og regnede mig selv for en fremragende skytte. Nu skulle vi
imidlertid først lære, hvordan man omgås et skydevåben, nemlig: Man
omfatter geværets kolbehals "sugende og skruende med højre hånd". Sådant
- og lignende pjat - måtte jeg terpe med de andre, men selve skydningen
fik jeg ikke lov til at deltage i. Den var forbeholdt hitlerdrengene.
Det var noget, jeg ærgrede mig over, for jeg mente at skyde bedre end dem
alle, selvom jeg aldrig havde omfattet kolbehalsen sugende og skruende.
Noget, man sætter stor pris på i alverdens armeer, og her var den tyske
med alle dens underorganisationer ingen undtagelse, er sporten. Som en
særlig mandig og formodentlig fremmende sportsart stod boksning højt i
kurs. Og den skulle vi da også opøves i. Vores boksning bestod ganske vist
kun i, at to drenge fik bundet handsker på næverne og pryglede løs på
hinanden, det bedste de kunne.
Da det blev gruppen Spiekermanns tur til at afholde en boksetime, var
ingen af os begejstrede. Åbenbart blev hitlerdrenge heller ikke født som
helte. Scheel og Hamer gik endda så vidt at aftale, at de ville vælge
hinanden til modstander, for så kun at lade som om de slog.
Så stod vi ude på græsplænen og skulle just begynde med den mandige
idræt, da lejrchefen kom futtende på sin motorcykel. Den gik på karbid og
stank, som om det var fanden selv, der kom. Ved gunstige vindforhold
kunne man lugte ham, inden man fik ham i sigte.
Han stod nu af cyklen, kiggede overmåde kærligt på mig og mente:
"Danskeren har en vel proportioneret krop. Jeg synes, vi skal lade ham
begynde. Som modstander tager vi ... " langsomt lod han øjnene vandre
kredsen rundt: "Spiekermann!" - Tak skæbne. Nu ville jeg få klø!
Egentlig kunne jeg godt lide Spiekermann. Han var en stor, køn dreng, af
udseende noget i retning af Gary Cooper. Alligevel var jeg ikke særlig glad
ved udsigten til at blive tævet af ham. For at være ærlig, jeg var rigtig bange.
Da korporal Schreiber hjalp mig i handskerne, sagde han lavmælt: "Jeg
ser godt, at din modstander er meget stærkere end du, så jeg råder dig, - når
han langer ud efter dig, lad hovedet fjedre tilbage. Så gør det ikke så ondt.
Og fremfor alt, - slå ikke igen. Dermed tirrer du ham kun og får endnu flere
klø."
Altså lod jeg hovedet fjedre tilbage og slog ikke igen og fandt mig efter et
par sekunder siddende på halen med en smertende underkæbe. Lidt fortumlet
rejste jeg mig op, kun for et øjeblik senere igen at lande på grønsværen.
Så var den første runde forbi. Jeg blev af korporalen kølet og
frotteret efter alle kunstens regler, og drog så i kamp påny. Da også denne
runde indbragte mig flere ublide berøringer med græsplænen, begyndte jeg
at blive rigtig godt gal i hovedet, for Spiekermann tog slet ingen hensyn til
70