duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

neringsmærkerne var opbrugt, og kartofler og roer fra markerne med tiden
viste sig at være sløj kost for en vandringsmand, meldte hjemveen sig. Det
var på tide at vende tilbage.
Derhjemme havde i mellemtiden udsendinge fra Hitlerjugend spurgt
efter mig og var draget bort med den besked, at jeg blev værnedygtiggjort.
Så let gav den tyske krigsmaskine imidlertid ikke op. En dag bragte
posten en ny indkaldelsesordre.
Skolegangen var igen begyndt, så jeg gik til rektor med sagen. Bernhard
Hansen affattede derpå en skrivelse om, at jeg skulle til afslutningseksamen
om et lille år, og at jeg var langt tilbage i stoffet. Hver skoledag havde derfor
største vigtighed for mig. Med den vovede jeg mig op i løvens hule,
Hitlerjugendhovedkvarteret to dage efter, at jeg for anden gang skulle være
mødt i Gudendorf.
Det var en yderst opbragt herre, jeg der fik med at gøre. Han kaldte sig
vist "Bannfiihrer", og det er et under, at han ikke bankede mig, men
nøjedes med at true mig på liv og lemmer. Kun det jeg var kommet for,
nemlig om man var villig til at give afkald på at opøve mig i krigerhåndværket
til fordel for skolelærdommen, udtalte han sig ikke om. Derfor
blev jeg hjemme og fortsatte i skolen.
Så fik far ordre til at møde på politigården med mig. Nu var det hans tur
til at få en balle, ganske vist ikke med trussel om legemlig afstraffelse, men i
stedet med udsigt til et koncentrationslejrophold.
"Deres sØn rejser endnu i dag! Har De forstået mig", råbte kommissæren
til slut.
"Javel", råbte far lige så højt tilbage. Nede på gaden mente han så: "Nu
hjælper ingen kære mor. Du må afsted. Men du rejser først i morgen".
Næste morgen fortalte jeg Vorherre, at jeg var hundeangst og gik således
styrket på rejsen. - Da toget holdt i Husum, så jeg en dreng på min alder
komme slæbende med en kæmpestor kuffert. Jeg hjalp ham med at hive den
ind i toget og faldt i snak med ham. Ligesom jeg var han på vej til
Gudendorf, også fem dage for sent på den. Han gik lidt duknakket og havde
brune øjne i et bredt ansigt. Den ludende holdning kom sikkert af, at han
fra den tidligste barndom havde måttet hjælpe dygtigt med på faderens
gård. Nu havde han den gode undskyldning, at han var blevet brugt i høsten
derhjemme.
Ved ankomsten slæbte vi så i fællesskab kufferten de par kilometer fra
stationen til lejren, idet jeg mente, at det ville være klogt at have eet
venligsindet menneske i de fjendtlige omgivelser.
Det blev en drøj tur. Middagssolen brændte fra en skyfri himmel, og
kufferten var tung, som om han havde fyldt den med muldjord fra den
66