duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

min defensive kampform, men pryglede under tilskuernes høje bifaldsytringer
løs på mig af alle kræfter. I den næste pause, da jeg igen kunne fatte
en klar tanke, var jeg sikker på, at det var et rigtigt skidt råd, korporalen
havde givet mig, så i tredie runde koncentrerede jeg mig om selv at lange et
hug i stedet for at fjedre med hovedet. Og se der, pludselig sad min
modstander på halen. Da han i slutningen affjerde runde kun møjsommelig
kom på benene, sprang hr. lejrchefen personligt ind i ringen med ordene:
"Jeg er nødt til at afbryde kampen. Den bliver for hård". Så besteg han sin
motorcykel og forsvandt i en os af karbid.
Samme nat var der flyalarm. RAF bombede olietankene i Heide, så også
vi sad i beskyttelsesgravene. I mørket lyttede jeg ubemærket til en sagte
samtale mellem to drenge fra min gruppe. De talte om slagsmålet, og af
ordene kunne jeg forstå, at jeg må have set frygtelig ud. Som en rotte, der
bliver trængt op i en krog. Men fra den dag var der ingen, der skubbede mig
til side mere.
Tværtimod fik jeg efterhånden et temmelig afspændt forhold til resten af
gruppen, ikke just venskabeligt, men dog sådan, at vi respekterede hinanden.
Nu skete det endda ved prøverne til idrætsmærket, som jeg ganske vist
ikke var tilladt at aflægge, at usikre kandidater spurgte dommeren, om jeg
måtte løbe med ved f.eks. 100 m løb, fordi jeg "trak så godt". Uden at vide
det var jeg i topform dengang og de andre drenge overlegen.
Senere har jeg spekuleret på, om det for en stor del var skolens fortjeneste.
Den vitaminrige, daglige skolefrokost har sikkert gjort sit dertil,
men derudover må jeg sige, at der i skolen ikke blev taget på os med
fløjlshandsker. Det kan være, at man helt metodisk har gjort os hårde til
livskampen, som man vidste, vi ville blive udsat for som mindretalsrnedlemmer
i en totalitær stat. Det var jo en tid, hvor pædagogerne opretholdt
autoriteten ved hjælp af øretæver og lignende voldsrnetoder, og i de danske
skoler blev der uddelt rigeligt. Fra sløjdtimerne i kommuneskolen, hvor
spanskrøret trådte i funktion, når man kom til at knække et løvsavblad, til
gymnastiktimerne på Duborg-Skolen, hvor vi blev animeret til gevaldige
spring over hesten og bukken ved hjælp af en ridepisk, og hvor alle lærte at
stå på hænderne, fordi det gav klø, når man faldt ned. Derfor var vi måske
ikke så nemme at forskrække og holdt egentlig tyskerne for temmelig
blØdsødne. Når de ville køre mig træt i idræt eller eksercits, kunne jeg i
hvert fald kun grine af dem. På nær en gang. Det var efter det store
kartoffelslag.
En aften om ugen sad vi afvekslende med hundrede mand i spisesalen og
skrællede kartofler til næste dag. Hver havde en dynge kartofler foran sig,
og der sad man så ganske gemytlig og sang et par af de sørgmodige tyske
71