duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Luftschutzdienst. Jeg fik endda lov til at få en feltseng hos dem og sov tit fra
kanontordenen. Heldigvis blev vi flensborgere forskånet for de daglige
luftangreb som f.eks. Kiel og Hamborg havde.
Den 19. maj 1943, hvor der var luftalarm midt på dagen, husker jeg som et
mareridt. Mor og jeg stod i køkkenet, da alarmen lød. Vi hørte motorlarm
fra flyverne. Vi så ud af køkkenvinduet og fik pludselig øje på en sværm af
flyvere. Vi så dem slippe bomberne og så dem dale ned imod os. Det kan
nok være, at vi blev bange.Det lille pedelhus, som vi boede i, gyngede frem
og tilbage. Dørene fløj op, og en del af porcellænet faldt ud på gulvet og
knustes. Vinduerne sprang i stykker, tagstenene faldt ned i gården. Vi tog
benene på nakken og løb udenfor, fordi vi troede, at huset ville falde ned
over os. Mor løb hen til det store elmetræ på legepladsen og omfavnede det.
Det svajede, selvom det havde en diameter på over en meter. Jeg løb ind i
skolen, hvor den ene vagtsoldat havde smidt sig på gulvet. Jeg gjorde det
samme, men fik en endnu større forskrækkelse ved at brandslukkeren, der
hang på væggen, faldt ned lige ved siden af mig og begyndte at spy sit
indhold ud over os. Der skete rigtig mange ting på den korte tid, det varede,
og vore hjerter bankede, da det hele var overstået. Vi gik tilbage til boligen
og var spændte på, om huset ville kunne holde efter denne omgang. Det
gamle hus viste sig at være solidt bygget, og vi kunne begynde at rydde op.
Det varede dog ikke længe, før vi begyndte at stille hinanden det spørgsmål,
hvordan farmor og farfar mon havde det på hjørnet af Foreningsgade
og Batterigade. Jeg tog min cykel og cyklede gennem byens gader, hvor der
næsten alle vegne lå brokker. Der var faldet en bombe ved siden af vor
skole, som vi plejede at opholde os i ved flyveralarm om natten, men der
var ikke sket noget på skolen. En anden bombe var faldet lige ved siden af
Nørreport og lige ned på beskyttelsesrummet, men det havde været stærkt
nok til at tage trykket. Da jeg kom til Foreningsgade, så jeg, at det halve af
huset, som mine bedsteforældre boede i, var bombet væk. Heldigvis var der
ikke sket noget med de to, og selvom der var støv, puds og murbrokker
allevegne, så kunne de blive boende i deres halvdel af etagehuset. Men så
fik vi at vide, at børnene fra Batterigades børnehave var blevet dræbt af en
bombe i fiskefabrikkens beskyttelsesrum. Bomben var gået lige gennem
huset og havde dræbt 15 børn og to medhjælpere. Da vi selv var fra den
nordlige bydel, kendte vi mange af de ramte familier. Ved begravelsen ude
på Fredshøjen var vi mødt op i spejderuniform for at deltage i denne
gribende mindehøjtidelighed.
119