duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

disse på jorden og begyndte udmugningen. Kaninerne stak af, og de tyske
drenge prøvede at indfange dem igen. Mig glemte de i farten, så jeg stak af.
Denne formastelige handling glemte de mig aldrig, så forfølgelserne blev
værre.
Godt var det, at den danske sygeplejerske, søster Erna, kom i vort hjem.
Hun kunne tit sætte plaster på de sår, vi havde fået.
Under hele krigen var det meget sløjt med kosten. Tit blev vi ikke mætte,
så alle vore bestræbelser gik ud på at skaffe madvarer. I en sådan anledning
var mor og jeg taget på landet for at hente æbler hos nogle bekendte. I en
stor kuffert bar vi disse hjem. På vejen mødte vi en hitlerjugendpige, der
fandt det for godt at sparke denne kuffert i stykker. Kufferten gik op, og
æblerne landede på jorden. Min mor blev gal og gav pigen et par ordentlige
lussinger, hvilket havde til følge, at pigens mor kom i vort hjem for at true
os med klage. Mor henviste til, at vedkommende dame jo for ganske få år
tilbage også havde tilhørt det danske mindretal. Skulle mor møde hos
borgmesteren til forhør, ville hun sikkert meddele denne dames tidligere
forhold til det danske. Der kom ingen klage.
I 1940, efter fire års undervisning i Harreslevmark, kom jeg til Duborg­
Skolen. Vejen fra Harreslevmark til Riddergade var lang, og vi gik i reglen
til fods. Vi prøvede dog, så vidt det kunne lade sig gøre, at følges ad, så vi
kunne hjælpe hinanden og dermed afværge mange slagsmål.
En dag på vejen hjem fra skolen blev Harald Duggen og jeg angrebet af
en flok drenge i hitlerjugenduniform. Vi to var alene og kunne kun klare os
ved at prøve at løbe fra dem. De kastede med sten efter os, og Harald blev
ramt i hovedet. Han blev fuldstændig desperat, stoppede op og råbte i
vilden sky, at alle nazister burde hænges og kastes på møddingen. En sådan
udtalelse i al offentlighed var meget farlig, ikke mindst for vore forældre.
Kvitteringen kom også ganske omgående. Ved en fejltagelse var det mig,
der fik skylden for disse ord, og mine forældre blev beordret til at give møde
hos borgmesteren, der var byens nazistiske leder. Her fik de at vide, at en
gentagelse kunne betyde en afstraffelse, der med sikkerhed nok skulle få
munden lukket på os. Bange for noget sådant talte min mor med mig om
sagen. Jeg forklarede hende, dog uden at fortælle, hvem der var årsagen til
hele denne sag, at det ikke havde været mig, der havde tabt besindelsen.
Der skete heldigvis ikke mere i denne noget farlige affære.
Også vores forældre havde problemer på deres arbejdspladser. Tit blev
de opfordret til at tage os børn ud af de danske skoler. Mange fulgte af angst
disse opfordringer, men nogle holdt ud. Min far var brænder på teglværket
Kathrinegården i Harreslevmark. Også her måtte han fra tid til anden lide
under mesterens og medarbejdernes chikaner. En dag, han kom hjem,
7 Duborg-Skole-ele\'er 97