duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

ham. Vi kom i samme barak, men på forskellige grupper, og Klauser så jeg
så godt som intet til mere. Det var også godt det samme.
Jeg blev tildelt gruppen Spiekermann. Det var navnet på gruppeformanden
(Stubeniiltester), en slagterlærling fra Hamborg. Hans to vasaller,
Scheel, der lærte til grovsmed, og Hamer, ansat ved jernbanen, var ligeledes
fra Hamborg. Resten af gruppen bestod af fem mand, deriblandt en
Maas, nu Maas 1, medens jeg blev Maas 2, og en lille spædlemmet fyr, der
hed Maasloch. Vores befalingsmand, korporal Schreiber, en mand midt i
trediverne, havde en vældig næse og en kugle i lungen. Af den grund havde
han altid blå læber og afsondrede små spytklatter, når han talte. Hele
barakken, ca. halvtreds mand, stod under kommando af oversergent Kriiger,
en stram soldat og rigtig landsknægttype.
Da de endnu ikke vidste noget om mit frafald (meine Abtriinnigkeit),
hilste de meget venligt på mig. Jeg blev endda opfordret til at nævne en
sang, som vi så i fællesskab intonerede. Derefter skulle jeg til depotet og
hente min fangedragt.
En forsigtig banken på kammerdøren fik en luge i væggen til at springe op
og en arrig lille mand med nikkelbriller til at spørge efter mit ærinde. Så
fulgte et kort blik på min fremtoning, hvorefter en tøj bylt og et par støvler
blev smidt ud af lugen, som derpå smækkedes i. Støvlerne var uden snØrebånd,
så jeg vovede at banke en gang til. Som om mandslingen havde luret
bag sin luge, røg den i vejret igen: "Var der mere?" "Der mangler snØrebånd
i støvlerne". "Tåbelige knægt! Tror du, at føreren har snørebånd til
alle sine soldater?" Et stykke høstbindegarn sejlede ud af åbningen og
landede på min tøjbylt. "Bang", knaldede lugen ned igen og lyden af en slå,
der blev skudt for, sagde tydeligere end ord, at nu var det slut med flere
ønsker.
TØjet bestod af jakke, bukser og en underlig formløs skråhue, altsammen
i en skidengrå kulør, åbenbart krigsbytte fra en eller anden besejret arme.
Dertil et læderbælte med ordene "Gott mit uns" indpræget på spændet.
Jakken havde et par dårligt stoppede små huller i brysthøjde, sikkert
beskadigelser den havde fået her i lejren. Men jeg bildte mig ind, at en
polsk eller fransk soldat var blevet dræbt i den i kamp mod det forhadte
hitlerrige. Den blev sådan en slags talisman for mig, en rustning, der stivede
mig af udefra. Og nødvendigt var det, for lejrchefen så ganske vist ud som
Balder, den gode as i vore forfædres gudetro, men jeg fandt intet elskeligt i
hans væsen. Mere end een gang var han ude på at gøre mig ked af tilværelsen
ved at strø en god skovlfuld møg på min livsvej. Den følgende
morgen, da hele lejren stod opmarcheret i åben karre, blev jeg kaldt ud af
geleddet.
68