duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

ser førte til, at vi blev tosprogede i vort hjem. Min lillesøster Margarethe
blev allerede som børnehavebarn sendt på en ferierejse til Falster. På grund
af de anspændte forhold i Tyskland var sommerferien blevet forlænget med
nogle uger. Da vi alle kom hjem efter en otte uger lang ferie, hverken talte
eller forstod hun et eneste ord tysk. Min mor, der ikke kunne tale dansk, fik
dette lært ganske automatisk, og vi har fra den dag talt både dansk og tysk
derhjemme, alt efter hvem vi nu talte med.
I januar-februar 1945 blev jeg, sammen med syv-otte drenge i min alder,
indkaldt til "Volkssturmausbildung" på Scheersberg i Angel. Jeg var dengang
15 år. På grund af denne "Ausbildung" (uddannelse) har der ikke
været nogen, der har kunnet få mig til at besøge stedet siden.
Inden vi kom afsted, havde vores lærere og rektor Bernhard Hansen
forklaret os, hvordan vi skulle forholde os og meget klart indskærpet os, at
vi ikke skulle melde os frivilligt til noget som helst.
Med en solid madpakke fra skolen tog vi afsted med toget fra Flensborg
mod Kappel, den såkaldte "Kleinbahn". For at sige det straks, madpakken
var overflødig og skadede os mere end den gavnede. Da den jo skulle
spises, opdagede de andre medindkaldte tyske hitlerjugenddrenge omgående
vores særstilling på dette område. Maden på stedet var rimelig god
efter datidens forhold.
Sammen med ca. 100 drenge begyndte så denne "Volkssturmausbildung"
, der bestod af mange forskellige ting: "Die formale Ausbildung"
viste sig at være en uddannelse i at lystre givne ordrer, at kunne marchere i
takt, at synge tyske krigssange "Denn wir fahren gegen Engeland" ! og
meget mere. "Die Waffenausbildung" var en kort uddannelse i at håndtere
gængse håndvåben som karabin 96 og pistol 08. Et nyt våben, der lige var
kommet frem, hed "Panzerfaust", et håndvåben, der skulle bruges til at
skyde mod tunge tanks (panservogne) fra en meget lille afstand.
Vi blev beordret til at bygge disse "tanks" (panservogne) af jord og
græstørv for så bagefter at skyde på disse med ovennævnte "Panzerfaust".
Jeg mindes, at dette våben havde et så kraftigt tilbageslag i affyringsøjeblikket,
at vi simpelthen blev væltet omkuld. Jeg var bange for at affyre
skud med dette våben, hvis granat satte sig fast på sit mål, brændte sig
igennem de tykke jernplader, for til slut at eksplodere og dermed ødelægge
kampvognene og dræbe dem, der sad i disse.
Hele uddannelsen var tilsyneladende organiseret af Hitler J ugends Øverste
ledelse i Flensborg. Den mere "faglige" del blev varetaget af soldater,
der på grund af skader ikke kunne tage aktiv del i krigen ved fronterne
mere. Et besøg af den berygtede "Hannes Bann" mindes jeg med gru. Han
hadede os, der kom fra den danske skole, men vi til gengæld også ham.
38