duborg-skole-elever - Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

fædrende gård. Det sidste stykke gik vejen langs det indhegnede lej rområde,
hvor vi mellem barakkerne kunne iagttage små flokke af mennesker i
triste fangedragter rende rundt eller eksercere under opsyn af soldater.
Vinduerne i lejrkontoret ved indgangsporten stod på vid gab og lod
slagermelodier fra et radioapparat uhindret skingre ud i den flimrende
middagshede. Kontoret var tomt på nær en ung pige, som sad på skrivebordet
med dinglende ben og røg en cigaret, medens hun polerede sine negle.
Musikken gjorde det umuligt at forstå et ord, så vi lagde vore indkaldelsesordrer
på bordet ved siden af hende, hvorpå hun slukkede for radioen og
greb til telefonrøret. Samtalen bestod kun af den ene sætning: "De er her",
hvorefter hun, uden at værdige os et blik, påny beskæftigede sig med sine
fingernegle.
Vi stod og ventede og svedte. Sætte os ned turde vi ikke, så vi trådte fra
det ene ben på det andet og lyttede til fluernes træge summen og utydelige
kommandoråb udefra.
Endelig blev døren revet op, og ind trådte to rigtige herremennesker iført
ridestøvler og smukke, brune uniformer med alskens guld- og sølvpynt
samt en pistol, fabrikat lommepuffert, hængende på venstre balle. Lys og
skøn, som Balder selv, var den ene, med mørke, markante ansigtstræk,
kolde grå øjne den anden. Det var cheferne for henholdsvis lejr 1 og lejr 2
og dermed hver herre over ca. to hundrede hitlerdrenge med tilsvarende
uddannelsespersonale.
Frøkenen havde tilsyneladende narrefrihed. Med en spids finger gav hun
kun vore ordrer et lille puf i retning af de herrer og lod sig iøvrigt ikke
forstyrre i skønhedsplejen.
"Hvem af jer er danskeren, der ikke ville herned?" spurgte Balder.
"Det er mig", sagde jeg.
"Du bliver fem dage længere", og så til min ledsager: "Er du også
dansker?" Forskrækket rykkede denne bort fra mig: "Nejda!" "Hvad er du
så?" "Hitlerrrjunge Klauserrr!" Med oprakt arm smækkede han hælene
sammen. Den stærke rullen på r'erne skulle vel lyde særlig overbevisende:
han var ganske bestemt ikke dansker. Ham ville jeg næppe erfare megen
venlighed af. Han var vist endnu mere ræd end jeg.
"Jeg vil ikke have dem", sagde nu Balder foragtelig til den anden lejrchef,
men det ville denne så sandelig heller ikke, ikke engang Klauser,
skønt denne dog var hitlerdreng og holdt sig på afstand fra alt dansk. De to
blev rigtig uenige om, hvem af dem der skulle belemres med sådan et par
undermålere, og i mig spirede så småt håbet, at vi ville blive sendt hjem
igen. Jeg var endda rede til at slæbe kufferten hele vejen tilbage, men så
måtte Balder alligevel give sig og surmulende gå med til, at vi blev tildelt
S' 67