Indholdsfortegnelse

manglede Tubin til tider inspiration og udtrykte sig ret kritisk i sin korrespondance. Han syntes, at
estere i eksil generelt ikke formåede at opretholde deres kultur og samtidig ikke blev lukket
indenfor i deres nye hjemlande:
”Ved siden af mit arkivarbejde har jeg masser af tid tilovers til min egen kreativitet, hvis bare jeg havde
humør til det og bedre viden om, hvem der havde brug for værkerne, og hvem der var interesseret i og støttende i
forhold til dem. Desværre tænker jeg hver gang på, at man hele tiden må håbe på de fremmedes støtte, da vore egne er
ude af stand til at gøre noget. 9 […] Om jeg er tilfreds med mit liv her er svært at sige. Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds,
fordi jeg er lukket ude fra livet her og bliver lukket mere og mere ude. Musiklivet her har sit eget spor, dér er der ikke
plads til mig, jeg er alene.” 10
Gennem årene i eksil var der en håndfuld estiske musikere og dirigenter, der ikke blev
trætte af at propagere Tubins musik i primært Sverige, Tyskland, Canada og USA. En af de mest
aktive var den allerede nævnte pianist og dirigent Olav Roots. Efter nogle meget aktive år i Sverige
flyttede Roots i 1952 til Bogota i Columbia, hvor han blev chefdirigent for Orquestra Sinfonica de
Columbia. Her blev han ved med at dirigere Tubins værker, men det var selvfølgelig begrænset,
hvor ofte han kunne komme til at sætte dem på programmet. En anden ”propagandist” var
violaspiller og dirigent Endel Kalam. Fra Tyskland flyttede han i starten af 1950’erne til USA og
forblev den, der skabte kontakter og formidlede Tubins musik i både USA og Canada. Selv startede
Kalam New England Chamber Orchestra i Boston og var dettes dirigent til sin død i 1985. Hans
orkester havde tit Tubins kammermusik på programmet, og i 1965 komponerede Tubin sin
Violasonate med først og fremmest Endel Kalam i tankerne.
De kommunistiske estiske myndigheder havde heller ikke glemt Eduard Tubin. Med
jævne mellemrum blev han kontaktet af KGB-agenter fra den sovjetiske ambassade med det ene
formål at lokke ham til at flytte tilbage til Estland. Tubin havde dog ingen intentioner om at
returnere til sit besatte hjemland. Efter mange overvejelser, og først efter at have sikret sig det
svenske statsborgerskab, rejste han i 1961 for første gang siden 1944 til Estland. Udover at besøge
Tartu og ”Vanemuine” havde han flere betydningsfulde møder i Tallinn. For første gang mødte
Tubin den unge, talentfulde dirigent Neeme Järvi, som ved den lejlighed dirigerede hans 6. symfoni.
Tubin så det som sin opgave at inspirere det politisk lukkede lands musikliv med nye ideer og
virkede bestemt også som et frisk pust på unge komponister som Veljo Tormis, Eino Tamberg og
9
Han mener her, at de økonomiske midler, der er til rådighed i det estiske samfund i eksil, bliver brugt på den politiske
propaganda og ikke på kultur.
10
21. december 1952, fra brevet til Endel Kalam, Tubins breve, bind I, s. 307-308
11