Indholdsfortegnelse

Med de ovennævnte motiver skabes der i løbet af 9 takter en stor crescendo fra f til fff
(t. 143–151). Efter kun en takts diminuendo kommer der endnu en kraftige bølge – denne gang fra p
til ffff i løbet af kun 5 takter (t. 153–157), som fører direkte til satsens reprise. I de sidste takter er
sidetemaets materiale igen mere fremtrædende: de dybe strygere opgiver deres galoperende rytme,
og samtidig høres sidetemaets triol i tromboner, horn, engelsk horn og oboer – først med de
oprindelige fjerdedele og derefter i dobbelte nodeværdier.
Reprisen (fra takt 158) starter med satsens hovedtema i ffff – satsens absolutte
dynamiske højdepunkt. Det enstemmige tema (i oktaver) i h-mol spilles med stor selvsikkerhed og
overbevisning af store dele af orkestret: i modsætning til ekspositionens strygegruppe er alle
strygere og de fleste træblæsere med på hovedtemaet. Det korte rytmiske motiv med to 16-dele
efterfulgt af to 8-dele, som træblæsere og kontrabas havde i ekspositionen, træder nu mere markant
frem med det indbyggede kvartspring hos pauker.
Mens oboer, engelsk horn og horn holder orgelpunkt på toner g og h, har trompeter
og tromboner deres egen kromatisk faldende melodilinje i lange nodeværdier. Den sidste er
inspireret af de dybe strygers kromatisk faldende motiv i ekspositionen, hvortil der er tilføjet nogle
få hurtige afstikkere i form af store spring nedad og tilbage igen, som minder om sidetemaets
materiale (eks. 39):
Hovedtemaet i reprisen er en lang diminuendo gennem de 9 takter. I forhold til
ekspositionen er der anvendt den omvendte dynamik: i ekspositionen voksede dynamikken fra p til
mf, i reprisen går den fra ffff til p.
Overledningsdelen (t. 167–190) indledes ligesom i ekspositionen med et imitations-
forløb. Der er indsatser med hovedtemaets materiale først hos II violin og viola (t.167), dernæst hos
I violin (t. 169), og til sidst hos træblæsere (172). Afsnittet kulminerer på det høje c i forhold til et f
i ekspositionen.
I begyndelsen af den andel del af overledningen (fra t. 181), ligeledes med
ekspositionen (se eks. 29), vender den galoperende kromatisk nedadgående motiv tilbage, denne
59